I et forsøg på at optimere afviklingen af valghandlingen i Fredericia Kommune, har Økonomi- og Erhvervsudvalget godkendt en række tiltag, der skal sikre en smidigere proces, især på det største valgsted, Fredericia Gymnasium.
Blandt de godkendte forslag er opdelingen af valgstedet på Fredericia Gymnasium i to selvstændige valgsteder samt en ændring af honoreringen af valgstyrere, som skal være til stede hele valgdagen.
Et af de centrale tiltag er opdelingen af Fredericia Gymnasium, som i øjeblikket er det største valgsted med over 10.000 vælgere. Erfaringen viser, at størrelsen på valgstedet gør optællingsarbejdet efter valget mere udfordrende, og at der kan opstå forsinkelser, hvis der er fejl, som skal rettes.
– Valgstederne vil stadig være i idrætssalen på gymnasiet, men opdelingen gør optællingsarbejdet efterfølgende nemmere. Hvis der er fejl, skal det ikke være hele det store valgsted, der skal gennemgås, hvilket gør processen mere overskuelig, siger borgmester Christian Bro (A).
Opdelingen skal sikre, at vælgerne deles op på to valgsteder, hvilket forventes at lette både afviklingen af valget på spidsbelastningstidspunkterne og optællingen af stemmerne bagefter. For at gennemføre opdelingen skal der udpeges en valgstyreformand og en suppleant for det nye valgsted.
Der er også blevet besluttet ændringer i honoreringen af valgstyrerne. For at sikre, at valgstyrerne er til stede hele dagen og dermed kan afhjælpe problemer med sene afbud, vil deres honorar ændres. De vil nu blive betalt dobbelt for en hel dags arbejde sammenlignet med tidligere, hvor de deltog i afstemningsholdene i et kortere tidsrum.
– Vi har valgt at ændre honoreringen, så valgstyrerne får et højere honorar, når de er til stede hele dagen. Det giver mulighed for at lave pauser løbende og sikre, at der altid er mindst to valgstyrere til stede ved hvert valgsted, forklarer Christian Bro.
Udfordringer med at finde tilforordnede
I forlængelse af ændringerne i valgstyrernes deltagelse, er der også foreslået en ændring i udpegningen af tilforordnede. Tidligere blev opgaverne som tilforordnede delvist uddelegeret til partierne, men forvaltningen har erfaret, at det er blevet stadigt sværere at finde de nødvendige personer. Derfor skal alle pladser som tilforordnede nu udbydes til vælgerne, når et valg udskrives. Partierne vil kun skulle finde de nødvendige valgstyrere.
– Dette skal lette presset på partierne og sikre, at vi kan få de nødvendige tilforordnede på plads i god tid. Hvis vi fortsat oplever problemer, kan vi justere ordningen yderligere, siger Bro.
Med de foreslåede ændringer vil der opstå en merudgift på ca. 54.000 kr. per valg, som forventes at blive afholdt af valgkontoen. Dertil kommer engangsudgifter på ca. 55.000 kr. til ekstra inventar som følge af opdelingen af Fredericia Gymnasium.
Borgmester Christian Bro understreger, at selvom ændringerne vil medføre øgede udgifter, vil de på sigt føre til en mere effektiv og korrekt afvikling af valghandlingen.
– Selvom der er nogle ekstra omkostninger, tror jeg, at det er en investering i en mere smidig valghandling, og at optællingen vil blive hurtigere og mere præcis, siger han.
Det forventes, at det nye tiltag allerede vil være implementeret til Kommunal- og Regionsrådsvalget, når det afholdes senere på året den 18. november.