SUNDHED. Sygehus Lillebælt får fra den 1. august en ny lægelig direktør. Det bliver Jane Stab Nielsen, der tiltræder stillingen som en del af sygehusets direktion. Hun kommer fra en stilling som cheflæge på afdelingen for Bedøvelse og Intensiv på Kolding Sygehus, hvor hun har været ansat siden 2017.
Jane Stab Nielsen er speciallæge i anæstesiologi og har en europæisk uddannelse i intensiv behandling. Derudover er hun ved at færdiggøre en masteruddannelse i offentlig ledelse. Hun træder ind i direktionen sammen med den administrerende direktør Christian Sauvr og sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen.
En af Jane Stab Nielsens centrale opgaver bliver at bidrage til realiseringen af den kommende sundhedsreform, som skal sikre et mere sammenhængende sundhedsvæsen tættere på borgerne.
Regionsdirektør Jane Kraglund udtrykker forventninger til samarbejdet med den nye lægelige direktør:
»Jeg er glad for, at Jane Stab Nielsen vil bidrage som lægelig direktør til den store opgave med at gøre Sygehus Lillebælt klar til at levere på sundhedsreformens centrale mål om et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Jane kommer med solid erfaring med højt specialiseret behandling og med at arbejde tværsektorielt, og ikke mindst har hun demonstreret flotte lederevner. Alt sammen noget, der aktivt vil bidrage til de forandringer, som kommer til at præge både Region Syddanmark og Sygehus Lillebælt.«
Jane Stab Nielsen ser frem til at komme i gang med arbejdet:
»Jeg er beæret over den tillid, der er vist mig i udnævnelsen til lægelig direktør, og jeg er meget stolt af vores sygehus. Stolt over, at vi hver dag lykkes med at yde excellent pleje og behandling i tæt samarbejde med patienter og pårørende. Det er min ambition, at vi holder fast i alt det gode, vi allerede gør, og samtidig hele tiden udvikler og forbedrer til gavn for patienter og pårørende. Derfor ser jeg frem til i samarbejde med direktionen, medarbejderne på Sygehus Lillebælt, kommuner og almen praksis at skabe nye og innovative løsninger, der bidrager til både større lighed i sundhed og nærhed i behandling og pleje. Det psykiatriske område ligger mit hjerte meget nært, og jeg har en stærk ambition om, at vi lykkes med at integrere psykiatri og somatik med blik for de løsninger, der giver værdi for både patienter og medarbejdere,« siger Jane Stab Nielsen.
Sygehus Lillebælt er Region Syddanmarks næststørste sygehusenhed med et årligt budget på cirka 3,8 milliarder kroner. Sygehuset har omkring 5.000 medarbejdere og mere end 500.000 ambulante besøg hvert år.
