Til næste sæson skal den tidligere FHK-keeper Emil Tellerup tørne ud for KIF Kolding, men det bliver først i 2025, at koldingenserne får gavn af ham.

KIF Kolding har gang i en større omrokering efter den nu afsluttede sæson, hvor de var i overhængende fare for at rykke direkte ned i 1. division, men de fik afværget situationen og sikrede sig overlevelse i nedrykningsspillet.

Efter sæsonen er KIF-mandskabet blevet splittet i atomer. En ny garde af spillere er hentet for at afløse blandt andet nordmændene Sander Øverjordet og Erik Toft, samt profilerne Bjarke Christensen og Magnus Brandbyge.

Netop Brandbyge var Emil Tellerup udset til at afløse, men det kommer ikke til at ske lige fra start. Tellerup er kommet galt afsted med knæet, hvilket har medført en operation, der holder den karismatiske keeper væk fra håndboldbanen i de kommende seks måneder.

– Jeg er naturligvis ked af det på både Tellerups og klubbens vegne, men nu arbejder vi naturligvis på en løsning til den kommende tid, siger sportschef Lars Christiansen.

KIF Kolding har, udover Emil Tellerup, Anton Hellberg på kontrakt til næste sæson på keeperpositionen. Nu skal KIF formentlig ud at finde en, der kan gardere i den periode, hvor Tellerup er ude med skaden.