POLITIK. Fredericia Kommune har åbnet rådhusets forhal i en ny udgave. Et sted, der tidligere blev oplevet som sterilt og højtideligt, står nu som et lyst og imødekommende rum, hvor borgerne skal kunne sænke skuldrene og møde kommunen i øjenhøjde. Det var ideen bag, blev der i dag fortalt, da man indviede de nye rammer.

Ved indvielsen talte borgmester Christian Bro, udvalgsformand Connie M. Eden og direktør for Unge, Voksen og Senior, Mette Heidemann. Alle tre fremhævede, at transformationen ikke blot handler om indretning og arkitektur, men om en ny måde at møde borgerne på.

Mette Heidemann beskrev oplevelsen af forandringen set i et længere perspektiv. »Da jeg trådte ind i det her første gang for knap fire år siden på min første arbejdsdag, tænkte jeg: Hold da op et rum. I dag tænker jeg: Velkommen til nutiden,« sagde hun og fortsatte: »Det er lykkedes at skabe et rum, man har lyst til at gå ind i. Et hus, som er vores allesammens hus.«

Hun understregede, at borgerne skal opleve mødet med kommunen som hjælpsomt, og at de fysiske rammer nu kan understøtte det. »Vi er optaget af, at når man møder kommunen, så skal det være hjælpsomt. Det tror vi også, de her rammer kan være med til at sikre. Vi har allerede hørt borgere sige, at her er blevet hyggeligt. Det betyder, at man kan sænke skuldrene, når man møder systemet,« sagde hun.

Fra skranker til sofaer

Connie M. Eden, udvalgsformand for Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget, satte ord på den rejse, udvalget har været igennem. »Da vi tiltrådte udvalget, var en af vores første opgaver at finde ud af, hvad borgerservice egentlig var. Dengang var forhallen et sterilt rum, lidt højtideligt, hvor man næsten havde lyst til at liste, når man trådte ind. Der var ikke mulighed for at sætte sig, og der var ikke plads til at have sine børn med på en ordentlig måde,« sagde hun.

I dag er billedet et andet. »Nu er her sofaer, hvor man kan sidde og hygge sig. Jeg gik igennem for nylig og tænkte, om folk bare sad der for at holde pause, eller om de havde et ærinde. Det gør ikke noget, for det er netop meningen, at rummet også skal kunne bruges sådan,« sagde Connie M. Eden.

Hun fremhævede, at den største forandring er, at de gamle skranker er væk. »Skranken og gangen bagved gjorde det ubehageligt at komme herind. Det gav en følelse af usikkerhed, og det er væk nu. I dag kan man sætte sig og tale med en medarbejder. Med teknologien og lydtæppet er det muligt at have en fortrolig samtale. Det kunne man ikke før, hvor man stod på række ved en skranke,« sagde hun.

Udvalgsformanden takkede de mange, der har bidraget. »Tusind tak til alle de mennesker, der har været involveret i projektet. Borgere, medarbejdere, arkitekter og andre interessenter. Det er en stor glæde at indvie et rum, der både kan klare daglig drift og tage imod gæster på højere niveau, hvis det skulle blive aktuelt,« sagde hun.

Respekt for husets sjæl

Mette Heidemann understregede, at processen ikke har været uden bump. »Vi har bevidst skyndt os, og det har været vigtigt for os at prøve tingene af. Nogle politikere har tænkt, hvad i alverden har I gang i, fordi det har rodet undervejs og set mærkeligt ud. Da vi fandt gamle planter og flyttede rundt, har det ikke alt sammen set kønt ud, men det har været nyt. Vi har gjort det med respekt for medarbejderne, for borgerne og for huset,« sagde hun.

Hun lagde vægt på, at arkitektens rolle har været vigtig. »Det er gjort med respekt for husets sjæl og udtryk. Selv billederne er tænkt ind i det nye rum. Det glæder mig, at vi nu kan stå her og sige, at det er blevet fint. Det er også et sted, hvor børnene kan spise frokost i deres fritid fra skolen, og hvor man bare kan komme forbi og drikke en kop kaffe. Forhallen er for os alle sammen,« sagde hun.

Borgmester Christian Bro lagde vægt på, at forandringen har været drevet af udvalget og medarbejderne. »Jeg har haft fornøjelsen af at gå forbi og se, hvordan det er vokset frem. Men jeg har ikke selv haft meget med det at gøre. Derfor er det også det rigtige at give ordet videre til dem, der har taget beslutningerne og gjort arbejdet,« sagde han.

Et sted for borgerne

Connie M. Eden samlede trådene i sit indlæg. »For os i udvalget er det vigtigste, at det her er borgernes hus. Det er her, man kommer, når man skal have hjælp, og det skal føles trygt. Det er også her, man møder vores medarbejdere og kan få den vejledning, man har brug for. Derfor betyder indretningen noget. Den gør det muligt at sidde i ro og have en fortrolig samtale. Det giver en helt anden oplevelse,« sagde hun.

Hun pointerede, at rummet ikke kun er til for den daglige drift. »Det skal også kunne bruges, hvis de kongelige eller andre prominente gæster kigger forbi. Det er et miljø, der gør, at man slapper af, og det var vigtigt at skabe,« sagde hun.

Mette Heidemann rundede af med at sætte ord på helhedsindtrykket. »Jeg er glad for, at vi kan sige, at her er blevet fint. Det er et sted, man har lyst til at gå ind i. Et sted, hvor man kan mærke, at kommunen er til for borgerne. Det er det, der er pointen,« sagde hun.

En forhal der afspejler fremtiden

Med åbningen af den nye forhal markerer Fredericia Kommune en ny tilgang til borgerkontakt. Forhallen er indrettet, så den giver ro, overblik og adgang for så mange grupper af mennesker som muligt. Den inviterer til et ligeværdigt møde mellem borger og kommune og giver mulighed for både fortrolighed og afskærmning.

Projektet er samtidig et eksempel på, hvordan politiske beslutninger kan omsættes til fysiske rammer, der gør en konkret forskel i hverdagen.

Som Connie M. Eden udtrykte det: »Det er en stor glæde at indvie det her fine rum, som både skal kunne klare daglig drift og samtidig være et sted, hvor man føler sig velkommen.«

Med de nye rammer er Fredericia Rådhus’ forhal ikke længere et sted, hvor man har lyst til at liste, men et sted, hvor man kan træde ind, sætte sig ned og mærke, at det er borgernes hus.