Kongens Have i Odense bliver næste sommer endnu en gang centrum for nogle af landets største musiknavne. Den 14. august løber en helt ny endagsfestival, Kongens Have Live, af stablen med Medina, Gilli, Blæst og Hjalmer som hovednavne.

Festivalen er skabt i et samarbejde mellem H.C. Andersen Festivals og koncert- og eventbureauerne BrandM Live og EventC. Sammen ønsker de at styrke musikprofilen under den store odenseanske bykulturfestival.

»Jeg er rigtig glad for at have indgået samarbejdet med BrandM Live og EventC. Vi har tidligere haft andre samarbejdspartnere omkring musikken i Kongens Have, og nu glæder vi os til sammen med yderligere to stærke aktører at kunne præsentere en ny endags-musikfestival i den smukke, kongelige have,« siger festivaldirektør Peter Bøgholm.

Festivalens nye samarbejdspartnere er vant til at fylde fynske scener. BrandM Live står årligt bag 25-30 koncerter i Odense og på Fyn, og direktør Lars Peter Hermansen ser stort potentiale i det nye format.

»Vi ser i dén grad frem til at bidrage til en styrkelse af musikprogrammet i Odense og på H.C. Andersen Festivals. H.C. Andersen Festivals er en kulturel signaturbegivenhed for Odense, og vi glæder os til med vores erfaring og faglige ballast at være med til at løfte festivalens musikoplevelser.«

Med de fire kunstnere er der lagt op til en bred musikalsk oplevelse. Medina med sine ikoniske hits som Kun for mig og For altid, Gilli med generationens store streamingfavoritter, Blæsts energiske popunivers og Hjalmers nærværende sangskrivning.

Hermansen håber, at helheden løfter festivalen frem mod nye musikalske højder.

»Vi er stolte over at kunne præsentere noget af det ypperste fra den danske musikscene. Med de fire kunstnere og Kongens Haves trækroner og charme er jeg sikker på, at ’Kongens Have Live’ kan blive Odenses nye, store endags-musikfestival.«

H.C. Andersen Festivals ser også Kongens Have Live som første skridt i en større musikalsk satsning. Efter sammensmeltningen med Odense Blomsterfestival råder festivalen nu over to weekender i Kongens Have, hvor der er plads til nye koncepter.

»Vi havde lyst til at ryste posen og supplere med nye formater. Vi har samarbejdet med BrandM Live gennem mange år, og derfor tror vi også på, at ’Kongens Have Live’ bliver en succes og et tilbagevendende musiktilbud. Samtidig er det ambitionen, at vi snart kan løfte sløret for andre musiksamarbejder,« siger Peter Bøgholm.

Festivalen støttes desuden af Odense Håndbold, Ticketmaster og Albani.

Billetsalget åbner fredag den 5. december klokken 12.00.