Iben Bonne Jensen tiltræder 1. marts 2025 en nyoprettet stilling som erhvervsrettet bosætningskonsulent hos Business Fredericia.

I tæt samarbejde med Fredericia Kommune skal hun arbejde for at tiltrække nye borgere til byen. Med seks års erfaring som virksomhedskonsulent i både private og offentlige virksomheder i København og Odense, samt en baggrund i strategiudvikling, projektledelse og kommunikation, bringer hun stærke kompetencer til stillingen.

Efter 10 år i København og Odense vendte Iben tilbage til Fredericia i 2024, hvor hun tidligere har boet i 13 år. Hun ser frem til at bidrage til byens udvikling og fremhæver særligt de mange kvaliteter, Fredericia har at byde på:

– Jeg har fulgt Fredericias spændende udvikling de seneste 10 år, og det glæder mig at se den erhvervsmæssige opblomstring, byen har fået. Kanalbyen, Østerstrand og midtbyen er blevet virkelig attraktive områder. Fredericia er en unik by, hvor du fra Rådhuspladsen kan se op mod en badestrand, ned til en moderne havnefront, videre mod det historiske voldanlæg og samtidig være tæt på stationen. Samtidig har byen et stærkt fællesskab, der afspejles i den store frivillige indsats – det er en historie, vi skal have endnu mere ud at leve.

Udover sit professionelle virke har Iben siddet i flere bestyrelser siden 2010. Hun er født og opvokset på Vestfyn og flyttede første gang til Fredericia i 1994 for at gå på Handelsskolen. Hun har en baggrund som cand.scient.pol. fra SDU Odense og er oprindeligt uddannet i Chilli Børnetøj i Fredericia.

Privat har hun netop købt hus i Fredericia med sin kommende mand, hvor de sammen skaber rammerne for deres nye hjem. Når hun ikke arbejder med bosætning, nyder hun havearbejde, madlavning og kreative projekter. Musik har også været en stor del af hendes liv – tidligere har hun været forsanger i det lokale band Barock i 10 år og synger stadig, når tiden tillader det.

Business Fredericia ser frem til at få Iben med på holdet og glæder sig til samarbejdet om at styrke Fredericias bosætningsindsats.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer