Når Fredericia Kommune fra den 1. juli 2025 indfører gratis buskørsel for alle, vil det ske på de eksisterende busruter.

Beslutningen er truffet af Teknisk Udvalg med henblik på at sikre, at overgangen til gratis busser bliver så smidig som mulig, samtidig med at kommunen får mulighed for at evaluere effekten af tiltaget. Teknisk Udvalgs formand, John Nyborg (A), forklarer, at det valg er truffet efter en grundig debat om fordele og ulemper.

– Vi er nødt til at køre lidt med de eksisterende ruter, så de forbliver uændrede. Det giver os også mulighed for at måle, hvad der sker med de gratis busser, når vi kører på de nuværende ruter. Senere kan vi tage stilling til ændringer, siger Nyborg.

Ifølge ham var der en konstruktiv diskussion om muligheden for at indføre et nyt rutenet, men udvalget blev enige om, at fastholdelsen af den nuværende struktur var den mest praktiske løsning i denne fase.

Teknisk Udvalg har vurderet, at en ændring af rutenettet ville kræve en offentlig høringsperiode og yderligere koordinering med Sydtrafik, hvilket ville forsinke projektet.

– Der var faktisk en god debat om dette, særligt i forhold til at prøve noget nyt. Vi blev enige om, at for at kunne måle ordentligt på det, holder vi fast i den nuværende rutestruktur. Ellers kræver det en høringsperiode, og det ville tage alt for lang tid. Det var ellers oplagt at overveje ruterne nu, fortæller Nyborg.

Hvordan skal passagerer registreres?

Et andet centralt spørgsmål, som kommunen skal tage stilling til, er registreringen af passagerer, når busserne bliver gratis. I dag anvendes rejsekortet til at måle passagerstrømme, men med gratis busser opstår behovet for en ny metode til registrering, så kommunen fortsat kan følge med i antallet af rejsende.

– Spørgsmålet om, hvordan vi måler passagertal, altså en form for registrering af trafik. I dag bruger vi rejsekortet. Der skal tages beslutning om, hvordan vi registrerer passagerer, hvis busserne er gratis, forklarer Nyborg og tilføjer, at en mulig løsning kunne være at tilpasse rejsekortet, så passagerer stadig registrerer sig uden at betale.

Debat om udvidelse af ruter til uddannelsesinstitutioner

Med forventningen om et stigende antal buspassagerer, særligt til og fra uddannelsesinstitutionerne, blev der i udvalget diskuteret muligheden for at udvide rutenettet, så flere unge kan benytte de gratis busser til og fra skole.

– Jeg valgte at bringe det på banen. Vi havde en længere debat, fordi vi overvejede, om vi skulle gøre det nu og her. Men vi blev enige om, at det er bedst for processen at holde fast i det, vi kender. Lad ruterne fortsætte som de er, og så kan vi kigge på det senere, siger Nyborg, som peger på, at kommunen vil kunne evaluere og overveje ændringer efter en periode med gratis busser på de nuværende ruter.