Med EM forude kommer FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, med forudsigelser omkring EM-slutrunden. Han tror, at Danmark går videre og ikke behøver mere end fire point i det indledende gruppespil.

Slovenien, England og Serbien. Det er Danmarks modstandere i gruppespillet i nævnte rækkefølge, hvor det hele starter søndag klokken 18:00 i Stuttgart, hvor Slovenien er modstanderen, og der er tale om en tidlig nøglekamp for Kasper Hjulmands mandskab, lyder spådommen.

– Jeg ser den første kamp som vigtig. Vi må simpelthen ikke tabe, og jeg tror, vi vinder, men det er en nøglekamp, fordi de to andre hold skal vi begge dage have tingene til at gå vores vej. Jeg skal selv se kampen mod England dernede. Serbien har vist god styrke, ikke mindst mod Sverige som de slog i en testkamp. Jeg tror, fire point er nok til at gå videre. Hvis vi skal have fire point, skal vi nok have de tre mod Slovenien, tror jeg. Jeg tror, Danmark går videre med 5-6 point, siger Stig Pedersen.

Gensyn med England

England er på forhånd udråbt som favoritten til at vinde puljen, og Pedersen ser det derfor lidt som en gratis kamp mod Danmark. Det kræver dog, at danskerne ikke har dummet sig i kampen forinden mod Slovenien.

– England slår man en ud af fem gange, og det kan godt være, det bliver den ene gang. Jeg ved ikke, hvor de er henne den her gang. Man ved, at alle er underdogs mod England, og man forventer noget mod både Slovenien og Serbien. Det er lidt en gratis kamp, men man vil gerne vise, man kan spille op mod dem. Det er tæt i landsholdsfodbold, og rammer vi dagen, så får England det svært, men rammer England den, så får vi det endnu sværere, siger Stig Pedersen.

Kigger man tilbage på EM-slutrunden i 2021, mødte Danmark netop England i semifinalen. Dengang endte det med en engelsk sejr efter forlænget spilletid.

– Vi startede mod dem, som vi havde spillet hele turneringen, men så fik England overtaget, men man skal huske, at kampen blev spillet på Wembley dengang. Nu er vi på neutral grund. Jeg er glad for, at vi vandt over Sverige og Norge i testkampene, da det giver os et håb, siger Stig Pedersen.

Profiler skal præstere og sende Danmark videre

Fodbolddirektøren peger på særligt to danske profiler, som skal ramme den lige i skabet, hvis danskerne skal gøre en god figur ved EM-slutrunden.

– Eriksen og Højbjerg skal ramme et højt niveau, og så skal vi have gang i Højlund som målscorer, og så skal vores forsvar se bedre ud end i træningskampene. Der er noget at forbedre, men der er grund til optimisme. Det var godt, at vi vandt, da det giver et momentum, forklarer Pedersen.

Til forskel fra tidligere slutrunder går de fire bedste 3’ere videre. Det giver et ekstra kort i hånden til Danmark.

– Derfor handler det også om, at man ikke taber 5-0 i en kamp, da målscoren så kan komme i spil. Jeg tror, at fire point er nok, men det kan også være, at vi ender med at få seks point, siger Stig Pedersen.

De slovenske profiler

Når det klokken 18:00 på stadionet i Stuttgart gælder opgøret mellem Danmark og Slovenien, er der særligt én slovensk spiller, som skiller sig ud af mængden. Det er Atletico Madrid-keeperen Jan Oblak, og han bliver formentlig den største danske hurdle. Oblak er en af verdensbedste målmænd, og for at Danmark kan leve op til favoritværdigheden, så skal bolden ind bag ham.

Målmanden er dog ikke den eneste markante profil. Når man ser indslag fra Tyskland, med slovenske fans, peger alle på Benjamin Sesko, og det med god grund. I de to seneste sæsoner har den 21-årig slovener scoret mål på samlebånd for først Salzburg med 16 mål i 30 kampe, og i den seneste sæson blev det til 14 mål i 31 kampe for RB Leipzig. Der bliver derfor noget at se til for det danske forsvar, når jagten på videre avancement indledes.