Vibe Dyhrberg og Allan Pertti havde travlt med strips og stiger, da valgplakaterne kom op i Fredericia lørdag formiddag – og humøret var højt trods regn og kulde.
Det var ikke kun vinden, der tog fat, da de første valgplakater kom op i lygtepælene rundt om i Fredericia lørdag den 25. oktober. For Socialdemokratiets kandidater Vibe Dyhrberg og Allan Pertti markerede dagen den officielle start på valgkampen frem mod kommunalvalget den 18. november – og begge havde set frem til at komme i gang.
»Ja, det bliver det også, fordi vejret jo ikke lige er på vores side, så det gør det. Men jeg har en helt klar plan for, præcis hvilke lygtepæle, vi skal ud i, så det er bare at komme i gang lige om lidt,« sagde Vibe Dyhrberg med et grin, mens hun iførte sig arbejdshandskerne.

Hun erkendte, at dagen var noget særligt.
»Det er jo noget, man har glædet sig til, og det er lidt som en cirkushest, der lugter savsmuld – nu skal vi bare i gang,« sagde hun.
For Dyhrberg handler dagen om at tage hul på en periode, hvor vælgerne igen møder kandidaterne på gader, torve og i debatter. Hvilke poster hun selv drømmer om, vil hun dog ikke lægge sig fast på endnu.
»Det må blive op til en konstituering at se på. Lad os se, om jeg er heldig at komme ind, og så må vi tage den derfra,« lød det nøgternt.
Også Allan Pertti var i fuld gang med sin plakatbrigade – en blanding af familie og partifæller.
»Vi er i gang, og jeg er glad for, ligesom Vibe, at det her bliver en god, sjov og aktiv dag. Jeg får hjælp af min lillebror og hans kæreste, min lillesøster og hendes mand, og min yndlingssøsters og mandens ene datter. Blod er tykkere end vand, for de er ikke Socialdemokrater, men jeg er glad for, at de hjælper mig. Uden deres hjælp gik det slet ikke,« sagde han med et smil.
Også for Pertti markerede dagen begyndelsen på den mest intensive fase af valgkampen.
»Det giver ekstra energi. Nu kører vi en ordentlig skalle alle sammen – sammen i Fredericia,« sagde han, inden han tilføjede en hilsen til konkurrenterne:
»Vi vil også gerne hilse pænt på vores medkandidater fra de andre partier ude på ruten. Det er nogle dejlige mennesker alle sammen.«
Mens plakaterne blev hængt op rundt omkring i byen, blev det tydeligt, at valgstemningen nu for alvor har indfundet sig. På gaderne kunne man se biler med stiger, termokaffe i bagagerummet og smilende kandidater, der med strips og handsker gjorde klar til fire ugers intens valgkamp.
Kommunalvalget i Fredericia afholdes tirsdag den 18. november 2025 – og for de lokale kandidater er plakatlørdagen det første synlige bevis på, at kampen om vælgernes opmærksomhed er i gang.














