Siden august har XPENG haft sin første lokation vest for Storebælt i form af en midlertidig lokation i Fredericia. Nu slår XPENG allerede dørene op for det nye permanente Experience Center i Fredericia med showroom og værksted, hvortil de søger nye medarbejdere. Åbningen er tidligere end oprindeligt planlagt, og det skyldes, at den overvældende interesse fra jyder og fynboer har fået XPENG til at speede processen op. Åbningen fejres i weekenden den 18. og 19. november med åbent hus.
XPENG Danmark har en plan for at blive mere tilgængelig i hele landet, og ifølge planen skulle Experience Center i Fredericia åbne i slutningen af 2023. Men fordi interessen for at prøvekøre XPENGs modeller var så stor, åbnede XPENG i august en midlertidig løsning i Fredericia, hvorfra kunder fra Fyn og Jylland kunne booke prøveture i P7 og G9, mens det permanente Experience Center blev indrettet og klargjort.
Det midlertidige center var så stor en succes, at XPENG fremskyndede byggeprocessen, og nu rykker de ind i de nye lokaler, som både indeholder et showroom og et værksted, der kan klargøre, servicere og levere biler. Det bliver fejret med åbent hus i weekenden den 18. og 19. november.
Lokalerne er designet i tråd med XPENGs filosofi om at være lette på fødderne for at holde kvalitet og service oppe og priserne nede.
Jens Olsen, Managing Director hos XPENG Danmark:
– Vi er glade for nu at kunne slå dørene op til vores nye Experience Center i Fredericia – en central lokation, i en god handels- og bilby, som man fra et meget stort opland og en række store byer på Fyn og i Syd- og Midtjylland kan nå på under en time. Vores nye Experience Center kan således imødekomme den store interesse, vi fra starten har oplevet også fra disse dele af Danmark og samtidig sætte øget tempo på leveringen af biler til de mange kunder, som venter spændt på deres nye XPENG. En ny bil er en stor beslutning, og først i mødet med en af vores medarbejdere ved en prøvetur forstår man til fulde, hvad vi og vores biler tilbyder i forhold til alternativerne på markedet. Derfor er det essentielt for os gradvist at udvide vores netværk.
Det nye XPENG Experience Center ligger på Fuglsang Allé 20 i Fredericia, hvor interesserede vil kunne se og opleve bilerne og tale med produktspecialister, som kan rådgive og vejlede de besøgende – både om finansiering, forsikring, ladeløsninger og de services de tilbyder for at gøre livet med en XPENG så tilfredsstillende som muligt.
– Kernen i vores Service Flex koncept er, at vi indenfor max. fem hverdage leverer mobil service på enhver adresse kunden måtte ønske – på arbejdet, i sommerhuset eller derhjemme. Med vores nye lokation øger vi i tillæg vores kapacitet til at håndtere større eller komplicerede reparationer, som ikke kan løses på farten, fortsætter Jens Olsen.
Til det nye værksted søger XPENG to medarbejdere, som skal understøtte kundeoplevelsen ved både at klargøre, servicere, reparere og diagnosticere XPENG-biler samt styre og planlægge værkstedet i Fredericia. De nye elbilteknikere bliver en del af XPENGs Eftermarkedsafdeling, hvor de vil få stor mulighed for at tage ejerskab over og være med til at definere opgaverne sammen med deres kollegaer.