Nordelektro, der blandt andet har en ny afdeling i Fredericia, kan efter flere års strategisk oprydning præsentere det bedste resultat i mere end ti år. Med et overskud før skat på 1,7 millioner kroner i regnskabsåret 2023/24 og en forventet vækst på op mod 40 procent i det kommende år ser virksomheden optimistisk på fremtiden.

Virksomheden har haft fokus på at skærpe sin forretning med to hovedområder: teknisk facility management og elevatorservice. Administrerende direktør Jesper Christiansen beskriver strategien som afgørende for de positive resultater:

– Vi kan se, at strategien virker og skaber grobund for vækst og et stærkt momentum i markedet. Vi er præcis dér, hvor vi ønsker at være og er nu klar til at tage det næste skridt mod vores mål om at blive landsdækkende, siger han i en pressemeddelelse.

En væsentlig del af væksten skyldes virksomhedens største servicekontrakt til dato. Tidligere på året blev Nordelektro valgt som leverandør på en SKI-aftale, der dækker elevatorservice i Region Nordjylland og 15 kommuner i Jylland og på Fyn. Derudover er der indgået nye aftaler med kunder som Aalborg Portland og flere store industrivirksomheder, der bidrager til væksten.

Fredericia som vækstpunkt

Med etableringen af en afdeling i Fredericia har Nordelektro styrket sin tilstedeværelse i Jylland. Afdelingen beskæftiger foreløbigt ti ansatte og indgår i virksomhedens ambition om at dække hele Danmark. Ud over Fredericia er der også sket udvidelser på hovedkontoret i Aalborg, hvor flere elevatorteknikere, industriteknikere og stabsfunktioner er blevet tilføjet organisationen.

– Vores vækst kræver, at vi styrker vores organisation yderligere, og heldigvis oplever vi stor interesse fra dygtige mennesker, der ser potentialet i Nordelektro og den rejse, vi er på, lyder det fra direktøren.

Nordelektro udvider digitalt og professionelt for at møde vækstmål

Nordelektro har også investeret i en ny version af deres egenudviklede digitale kundeportal, som skal give kunderne bedre overblik, større transparens og forbedret beslutningsgrundlag.

Med en forventning om fortsat vækst i både omsætning og medarbejderantal sigter Nordelektro mod at styrke sin position som en førende aktør inden for tekniske serviceløsninger.

– Nordelektro er vokset markant de seneste to år – og vokser yderligere i år og de kommende år. Derfor bliver næste step i udviklingen af Nordelektro en fortsat professionalisering, forklarer Jesper Christiansen.

Nordelektro beskæftiger i dag 60 medarbejdere og efterser mere end 16.000 tekniske anlæg over hele landet.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her