Det er de unge selv, der er kommet med forslag til, hvad Fredericias nye hal til street sport skal hedde. Politikerne var ikke i tvivl.

Fredericia Street Bastion bliver et navn, som mange børn og unge i Fredericia Kommune forhåbentligt kommer til at kende rigtigt godt. Navnet på Fredericias nye store street-sportssted valgte politikerne i Unge- og Uddannelsesudvalget ud fra tre indkomne forslag fra de unge selv, og der er flere årsager til, at det netop blev her valget faldt.

– Jeg synes, det er et godt og sigende navn. Det er godt tænkt af de unge. Navnet forbinder sig til Fredericias historie, og udtrykker også en forbindelse mellem ungdom og street- miljøet og så byen. Og i hverdagen vil de unge nok komme til at kalde det Bastionen, siger Pernelle Jensen, der er formand for Unge og Uddannelsesudvalget.

Første spadestik til den nye hal, som ligger i midtbyen ved Ungdommens Hus, blev taget i december 2023. Nu indvies Fredericia Street Bastion ved et stort arrangement den 15. november. klokken 16.00. Her er alle børn og unge inviteret med til at tage de første ture udover rampen.

Anette Hyre-Jensen, der er næstformand i Unge- og Uddannelsesudvalget ser frem til, at hallen bliver indtaget af børn og unge:

– Vi har fået skabt et fantastisk tilbud med Fredericia Street Bastion. Ordet Bastion er med til at binde inde- og udemiljø sammen, og der er noget genkendelighed over det. Jeg håber, at stedet bliver et samlingspunkt for byens børn og unge, med masser af fællesskab og nye venskaber, siger hun.

Når hverdagen fra midt i november indfinder sig, vil hallen byde på en række forskellige aktiviteter, og der vil være åbent både hverdage og hver anden lørdag. Udenfor åbningstid kan blandt andet skoler, daginstitutioner og foreninger booke hallen.

Fakta om Fredericia Street Bastion:

  • Åbningstiderne forventes at blive tirsdag til fredag og hver anden lørdag samt udvalget søndage i løbet af året.
  • I åbningstiden vil der altid være pædagogisk personale til stede.
  • Aldersgruppen er fra 8 år og op efter. Børn fra 8 til 11 år skal være i følge med en voksen.
  • Personer over 25 år må være i hallen så længe de er i aktivitet eller har en formel funktion.
  • Det bliver gratis at bruge hallen i den almindelige åbningstid.
  • Udenfor almindelig åbningstid kan Fredericia Street Bastion bookes af:
    • Folkeskoler, daginstitutioner og andre kommunale aktører
    • Privatskoler og uddannelsesinstitutioner
    • Foreninger
    • Eksterne besøg af større skatergrupper fra andre kommuner
  • Rammer og priser for booking er under afklaring.