PLEJEHJEM. Der er stille på gangene, når mørket har lagt sig over byens plejehjem. Det er en stilhed, der ikke kun er blid. Den rummer også et pres, der er tungt at bære. Én medarbejder til 23,5 beboere på hverdagsnætter. Næsten 28 i weekenderne. Tallene er tørre, men de fortæller alligevel en historie. En historie om, at der bag dørene, hvor lyset dæmpes og stemmerne sænkes, er et ansvar, som kun få kan forestille sig vægten af.
Louis Lindholm fra Venstre har siddet med rapporten i hånden. Han sidder i Senior- og Socialudvalget i Fredericia Kommune og har set tallene sort på hvidt. Han forsøger ikke at lægge dramatik til. Han trækker heller ikke fra. Han siger bare, at én til 23 ikke lyder godt. At det er noget, der må tages alvorligt.
»Det er jo nok svært at sætte et præcist tal på, hvornår det er rigtigt. Det afhænger af beboersammensætningen og udfordringerne. Men én til 23, det virker ikke særlig godt,« siger han, og det lyder næsten som en sætning, han selv ville sige, hvis han var pårørende og stod i døren til et værelse med en seng, der rummer én af hans egne.
Han har allerede drøftet rapporten med forvaltningen. Spørgsmålene ligger klar. Hvorfor er bemandingen sat, som den er. Hvad er begrundelserne. Og frem for alt – hvordan ser det ud på de enkelte plejehjem, når man skræller gennemsnittene væk og står tilbage med det rå, konkrete billede.
»Vi skal have konkret viden. Hvilke steder er det, der står dårligst til. Hvor er bemandingen for lav. Først når vi ved det, kan vi begynde at justere,« siger han.
For rapporten viser kun midtpunktet. Den viser ikke yderpunkterne. Den fortæller ikke, om én medarbejder faktisk dækker over flere bygninger. Eller om der et andet sted står to i samme afdeling.
Alligevel ved alle, at presset kan være ubønhørligt. En borger får det dårligt, mens en anden skal hjælpes på toilettet. Én ringer efter hjælp, mens en anden falder. Nattevagten må vælge. Og uanset hvad der vælges, føles det som at svigte.
»Det er helt klart en kæmpe udfordring. Men måske er der steder, hvor man kan trække på andre i huset. Det er noget af det, jeg vil have svar på. Hvordan er bemandingen organiseret. Hvordan fungerer samarbejdet, hvis noget uforudset sker,« siger Louis Lindholm.
Han ser også mod Middelfart. Ikke som en konkurrence, men som en læringsmulighed. Her er tallet 13,8. Det er næsten det halve.
»Det gør indtryk. Jeg tænker, at vi skal tale med dem og høre, hvordan de klarer det. Måske kan vi lære noget af deres måde at organisere på,« siger han.
Men tal alene ændrer ikke virkeligheden. Bag statistikkerne gemmer sig et faktum, der ikke kan negligeres. Flere og flere beboere er demente. Det kræver mere tid, mere opmærksomhed og mere omsorg. Og samtidig er det vanskeligt at tiltrække og fastholde medarbejdere.
»Det hjælper jo ikke at tale om tal, der ligner Middelfarts, hvis vi ikke kan skaffe medarbejdere til det. Vi skal sikre, at det næste gang rapporten kommer, ser bedre ud. Men vi må også være realistiske. Der er mange brikker, der skal falde på plads,« siger han.
Han forestiller sig, hvordan det er at være pårørende. At sidde derhjemme og vide, at ens mor, far eller ægtefælle måske er én ud af 23, der skal passes af én medarbejder i de timer, hvor man sover.
»Jeg ville spørge, hvordan det ser ud, når mørket falder på. Hvor mange er på arbejde. Hvordan er bemandingen. Det er jo det, man kan gøre som pårørende. Og hvis jeg ikke var tilfreds med svaret, ville jeg tage fat i forvaltningen eller politikerne,« siger han.
Han prøver også at sætte sig i medarbejderens sted. At gå gennem den stille gang, vide at der bag hver dør kan opstå en situation, der kræver handling. At vide, at man ikke kan være to steder på én gang.
»Så ville jeg tage fat i min ledelse og sige, at det her er svært. At vi skal finde en løsning. Vi ved godt, at de fleste sover om natten, men der sker også ting om aftenen og natten, som kræver hurtig handling. Det skal vi være bemandede til at klare,« siger han.
Det næste skridt er at få en detaljeret oversigt fra forvaltningen. En planche over virkeligheden. Hvert plejehjem. Hver afdeling. Hver nattevagt. Det er det, der skal danne udgangspunktet for det politiske arbejde.
Indtil da er virkeligheden den samme. Nattevagterne passer deres arbejde. De går stille gennem gangene, kigger ind, retter på en dyne, tjekker, at alt er, som det skal være. De ved, at de er alene. Og de ved, at det er nok til at holde én vågen – også når resten af huset sover.
Læs også
