KULTUR. Vi møder Jannie Marie Eriksen på Kulturkasernen en formiddag, hvor himlen hænger lavt og gråt over de gamle bygninger. Hun er lige trådt ud af bilen, armene fulde af gammelt, sirligt mønstret porcelæn – tallerkner og fade, der for længst har overlevet deres første middag, men nu skal have et nyt liv. Hun sender et kort smil, men i øjnene er der det der dirrende blik, som kun mennesker med en kalender, der altid er tre skridt foran, kan have. Om få dage står hun i spidsen for Fredericias første langbordsmiddag under åben himmel. Et projekt, hun selv kalder en »first-timer«, midt på en dag, hvor Kulturkasernen med Åben Kulturkaserne i forvejen bliver forvandlet til et levende samlingspunkt af kultur, musik og fællesskab.
Hun er souschef på spillestederne Tøjhuset og Eksercerhuset og bærer titlerne eventkoordinator og frivillig leder, ord, der i praksis betyder, at hun har fingrene nede i stort set alt.
»Ja, jeg har en finger med i det meste,« siger hun med et lille smil, der både er konstaterende og en anelse underdrevet.
På hendes opgaveliste står alt fra metalfestivaler og børnedisco til dronningens frokost under hendes sidste sommertogt, store firmaarrangementer og snart en galla. Hun nævner det i samme tone, som andre ville remse indkøbene til aftensmaden op, som om det at flytte rundt på hele byens puls bare er endnu en linje i kalenderen. Hun har været med til at trække internationale gæster ind i byens kulturliv, og så er der måske en særlig sommertradition, du kender, som hun også står bag. Cirkelbro-koncerterne – det faste samlingspunkt ved Østerstrand – som hun år efter år får til at spille, og hvor hun i år for første gang også har haft ansvaret for at booke navnene.
Og midt i alt det, hun holder i luften, ligger der en idé, der har fulgt hende længe. Den har ligget stille, som et frø i lommen. Båret med rundt, mens dagene og opgaverne har passeret. Langbordsmiddagen har ventet på sin plads, sit øjeblik og den anledning, hvor den kunne få lov at slå rødder.
»Jeg har altid godt kunne tænke mig at lave social dining. Jeg har en baggrund i restaurationsbranchen, og det fællesskab, det kan skabe, har jeg altid fundet rigtig interessant.«
Da planerne for Åben Kulturkaserne skulle lægges, så hun sit snit. Hun vidste, at augusttorsdagenes koncerter på Cirkelbroen allerede trak folk til området, og hun så en oplagt mulighed for at forene kræfterne.
»Det var oplagt, med sådan en tretrinsraket med Åben Kulturkaserne, langbordsmiddag og koncerten ved vandet,« siger hun, om det projekt, der taler ind i hendes grundlæggende tro på, at mad og kultur kan skabe møder, vi ellers aldrig ville få.
Men selv den bedste idé kan ikke stå alene. Den kræver hænder, hjerter og mennesker, der gider løfte i flok.
»Jeg kan have nok så god en idé, men hvis ikke jeg har alle vores helt vildt gode frivillige i ryggen, så kommer vi ingen vegne.«
Derfor præsenterede hun planerne en lun sommeraften for FredericiaLives omkring 120 frivillige, mennesker, hun kender ved navn, og som har stået skulder ved skulder med hende mange gange før. De sagde ja, og fra det øjeblik begyndte det at brede sig som ringe i vandet. Lån af borde og bænke. Tilbud om at hjælpe med transporten. Lokale butikker, der gerne ville levere vin, blomster og alt det andet, der kan gøre en aften til noget særligt. Den slags opbakning, der ikke står i en kontrakt, men i tillid, nævner Jannie og smiler.
Og når så mange hænder rækker ind, bliver det ikke kun muligt at gennemføre, det giver også rum til at tænke helheden igennem. At lade omsorgen for detaljerne gå fra bordene og blomsterne til det, der skal serveres. For opbakningen har også fundet vej til menuen.
Menuen er blevet til i samarbejde med Eva fra Cafe Mair’s, der insisterer på økologiske, sæsonbetonede råvarer, mens to af Jannies gamle kokkekolleger tænder grillen og lægger kød på risten.
»Man køber sig ind på en helhedspakke. Vi starter med fællessang, for musik skaber altid en god stemning.«
Sangere fra musicalmiljøet er også med, fortæller Jannie, der selv har været forbi for at spørge om deres hjælp. Bordene skal dækkes med porcelæn, blomster og stofservietter, som de frivillige binder ved et pre-event, en aften med pizza, småsnak og fornemmelsen af, at noget godt er på vej.
Når maden, musikken og detaljerne falder på plads, er det ikke bare et praktisk program, der er færdigt, det er selve kernen i aftenen. For selv om menuen fylder, er det alt det, der sker omkring bordet, der giver måltidet værdi.
»Det er en helt anden måde at være sammen på end at gå på restaurant, hvor man sidder med sit eget lille menukort og sin egen tallerken. Her er det mere uformelt, og der er en anden atmosfære. Mange beskriver social dining som mere hyggeligt og som noget, der fremmer interaktion og fællesskab. Måltidet bliver et middel til at skabe relationer og et rum for en anden form for samvær, i en tid, hvor mange ellers lever isoleret eller uden den store nærvær.«
Hun ved, at ikke alle bliver inviteret ud at spise, og at ensomhed fylder mere, end vi taler om.
»Så giver man en mulighed for at komme ud og spise med nogen. For mig betyder det helt vildt meget, at vi kunne hive den hjem til FredericiaLive, fordi det er et fællesskab, vi allerede har,« siger hun og bemærker senere, at hun glæder sig over, hvor mange der faktisk tilmelder sig alene som enkeltpersoner.
For Jannie og FredericiaLive handler det i sidste ende ikke alene om en middag, men om at bruge kulturen som løftestang til noget større, at knytte bånd på tværs af mennesker, der ellers aldrig ville have mødt hinanden.
»Det er en anden setting end fodbold og koncerter, som jo også skaber et fællesskab, men her er der tid til at tale sammen på en anden måde. Det kan være, at du en dag står i Føtex og møder en, du sad ved siden af til langbordsmiddagen, og pludselig er der en samtale, et nik eller et smil, så sådan et lille fællesskab, der begyndte over det måltid.«
Det er den slags møder, hun gerne vil give plads til. Måltider, hvor snakken får lov at trække ud, som hun har oplevet det sydpå, hvor stolen bliver stående lidt på skrå, glasset fyldes på ny, og lyden af bestik mod tallerkener langsomt glider over i latter og småsnak. Ingen har travlt med at rejse sig, fordi tiden for en stund ikke betyder noget. Først når solen er på vej ned, og gæsterne vandrer videre mod stranden, bliver bordene ryddet.
Måske er det også derfor, opgaven fylder så meget for hende.
»Jeg er helt vildt stolt. Det er noget, jeg måske altid har drømt om, uden at tænke over det. Jeg har altid samlet folk, nu får jeg lov at gøre det i stor skala.«
Hun holder en kort pause, som om hun lige vejer ordene, før hun fortsætter.
»Det er første gang i den her skala, også for mig, og derfor vil vi gerne gøre det ordentligt. Det må gerne se flot ud, være lækkert og have en standard, vi kan være stolte af, vi spiser også med øjnene.«
Og når dagen kommer, håber hun, at alt spiller, fra opdækning til fællessang, mad og samtaler, der forhåbentlig fortsætter, mens aftensolen lægger sig over volden, og tallerkenerne står som stille vidner om en aften, der samlede folk.
»Hvis ikke det var for vores frivillige og vores netværk, så kunne det ikke lade sig gøre. Vi prøver at sætte nogle rammer for noget, der ikke har været i Fredericia før. Nu glæder vi os bare og gør det så godt, vi kan,« slutter Jannie.
