Det ville klæde borgmesteren og Søren Larsen, hvis de åbent erkendte, at deres forhandlingstaktik har været en fiasko, fremfor kun at pege fingre ad det nye flertal. Hvordan kan Fredericia have tillid til deres ledelse, når de end ikke er i stand til at holde fast i deres egne støttepartier? Så simpelt er regnestykket
Hvis man har fulgt fredericiansk politik gennem årene, så ved man godt, hvor loyale Enhedslisten og SF har været overfor Socialdemokraterne. Gentagne gange har man undret sig over støttepartiernes opbakning til besparelser, samtidig med at man har spekuleret over, hvor smertegrænsen gik. Nu fandt vi så endelig ud af det. På den mest brutale måde besluttede støttepartierne at smække med døren. Og bag kulisserne fortæller mange kilder uafhængigt af hinanden, at de ganske enkelt ikke følte sig godt behandlet.
Det er meget fint, at Christian Bro (A) og Søren Larsen (A) padler rundt med en historie om, at de er blevet svigtet. Men sandheden er, begge to, at I har svigtet.
Arrogance, magtfuldkommenhed og manglende tro på fredericianerne er den eneste årsag til, at resultatet blev, som det blev. At forestille sig, at SF og Enhedslisten kunne lægge stemmer til de håbløst upopulære spareforslag, der ville ramme alle deres kernevælgere – ja, også Socialdemokratiets egne – var en fantasi fra en anden verden. At tage de to partier for givet var ualmindeligt dumt. Man har både sovet i timen og udvist manglende politisk dømmekraft. Begge dele snakker flertallet af den socialdemokratiske byrådsgruppe sig udenom.
Men nu er det på tide at vågne op. Fredericia har fået nok.
Det har været ualmindeligt befriende at se alle de andre partier forene sig om Fredericia. Hvor ville det have klædt Socialdemokratiet, hvis de havde stået i spidsen for denne historiske udvikling. Men nej. Der skal snakkes om kassebeholdningen og fremtidens mange ældre, i stedet for at tænke innovative løsninger, ideer, visioner og handlekraft.
Når de “røde” partier bedre kan se deres politik gennemført hos de borgerlige, hvad siger det så om borgmesterpartiet? Det ved vælgerne og de almindelige medarbejdere godt. Siden valget i 2021 har man kørt på autopilot, på trods af at man var sølle 250 stemmer fra at blive smidt på porten. Man lod som om, at man var det store og stærke Socialdemokrati. En lille hård kerne har styret byrådsgruppen med hård hånd. Og som vi kan se nu, væk fra Fredericia og fredericianerne. Byen sakker bagud i alle målinger.
Tiden vil vise, om partiet internt er tilfreds med den nuværende situation.
Men lad os lægge alt det partipolitiske til side. Et flertal har valgt at satse på fremtiden. Det årlige katalog af forvaltningens ønskede besparelser er blevet sendt hen, hvor peberet gror. Den form for forhandling kommer sandsynligvis aldrig tilbage til Fredericia. Ingen forstandig politiker vil i fremtiden turde levere et embedsstyret forhandlingsklima. Det er præcis, hvad Socialdemokraterne gjorde:
Vi har ret til at sidde for bordenden. Vi er de ansvarlige. Vi er de retfærdige. Vi er de kloge.
Ingen af delene viste sig at være sande. Når alt er sagt og gjort, så har størstedelen af byrådet – måske endda nogle af socialdemokraterne i skjul – valgt at se politik som noget andet og mere end blot regneark og borgmestertitel.
Fredericia har behov for gejst og troen på fremtiden. Det har et nyt politisk flertal åbnet for. Det er godt politisk håndværk, og godt arbejdet. Nu skal det udformes og eksekvereres, og det arbejde skal det nye politiske flertal følge tæt.
Meget tæt.
