I samarbejde med Museum Fredericia
Seriepartner Business Fredericia
Tematisk nedslag · En historisk serie i samarbejde med Museum Fredericia

En skrækkelig og harmdirrende hændelse i Brørup

Mens fjenden opkræver naturalier og penge fra de jyske bønder, eskalerer en inddrivelse i Brørup syd for Skanderborg til et brutalt overfald. To mænd kommer i livsfare, da tre preussere går amok med sabler.

Dagens historie skulle egentlig handle om Ryes Korps og forberedelserne til tilbagetrækningen til Helgenæs, men det må udskydes til i morgen. Der var nemlig sket en skrækkelig og harmdirrende hændelse i Brørup nogle dage tidligere, som nu kræver opmærksomhed. Det er en historie, som vi skal have med nu, hvor vi næsten lige har hørt om affæren i Nørre Snede.

Historien er hentet i bogen Skanderborg under Treårskrigen 1848-1850, af Kaj Klostergaard.

Brørup · syd for Skanderborg

Vi er blevet bekendte med, at fjenden organiserede opkrævning af naturalier fra både besatte og ubesatte områder i Jylland.

En dag kom tre preussere til Brørup. De ville ud over naturalier også have penge. Således gik de rundt til huse og gårde og tiltvang sig adgang til alle gemmer og kister, og de var særdeles hårdhændede med slag og stød.

Slåskamp mellem en civil og en preussisk soldat
Slåskamp! Kilde: Holst, F. & Larsen, A., 1888: Felttogene i vore første frihedsaar. Manipuleret foto.

Overfaldet på Brørup Mark

Da de nåede til husmand Mikkel Hansens hus på Brørup Mark eskalerede situationen.

Preusserne tiltvang sig blandt andet med økse og hammer adgang til en låst kiste. Kisten tilhørte Hansens søn der deltog i krigen. Herfra stjal de et sort silketørklæde. Hansen var forinden blevet tildelt knytnæveslag i hoved og ansigt.

Midt i det hele kom Hansens nabo ind i stuen, det var den 60-årige Christen Andersen. Andersen havde i sine unge år været soldat i Holsten, og han forsøgte nu at tale preusserne til ro og forklare, at den fattige Hansen ikke havde nogen penge.

Optrinnet i stuen

Herpå stødte den ene resolut Andersens hoved ind i en åben kakkelovn. Da Andersen rejste sig igen, var det med en geværmunding og to sabler for brystet.

Nu blev Andersen så rasende, at han slog gevær og sabler til side med den ene arm, greb herefter fat i den forreste preusser, og pressede alle tre ud gennem døren ud på gårdspladsen.

Nu havde Andersen nok gjort klog i at løbe tilbage ingen og lukke døren, men det gjorde han ikke.

Med genvunden plads til at svinge sablerne tildelte preusserne ham hver et hug i hovedet, så flere benstumper blev slået løs fra hans hjerneskal. Herefter fik han et hug over venstre arm, hvor en sene blev hugget over og efterfølgende yderligere fem sabelhug.

Mikkel Hansen var ikke blevet tilbage i stuen. Han var fulgt efter ud på gårdspladsen og forsøgte at komme sin nabo til undsætning. Hansen fik nu også et sabelhug som gik dybt ind i hjerneskallen samt et hug over højre arm, hvorved armbenet gik over, og endelig et hug i hånden som næsten flækkede det indvendige af hånden.

Christen Andersen
Nabo · 60 år · tidl. soldat i Holsten
Hovedet stødt ind i en åben kakkelovn
Hug i hovedet, så benstumper blev slået løs fra hjerneskallen
Hug over venstre arm, en sene hugget over
Yderligere fem sabelhug
Mikkel Hansen
Husmand · Brørup Mark
Knytnæveslag i hoved og ansigt
Sabelhug dybt ind i hjerneskallen
Hug over højre arm, armbenet gik over
Hug i hånden, som næsten flækkede den indvendigt

Naboer og tørvearbejdere havde hørt råbene og kom ilende til hjælp. De tre ransmænd nåede at stikke af.

Hansen og Andersen var stadig i live. De blev nødtørftigt forbundet og i al hast transporteret til distriktslægen i Skanderborg.

Epilog

Det retslige efterspil

Der udspandt sig et retsligt efterspil, hvor der i bevisførelsen blandt andet indgik en af ransmændene mistet baishue, som lå i Hansens stue, samt Andersens benstumper fra hovedet.

General Prittwitz gik ind i sagen, men ret hurtigt skete der ting i felten som krævede opmærksomhed, og sagen blev glemt. De tre ransmænd gik dermed fri.

Heldigvis overlevede både Mikkel Hansen og Christen Andersen overfaldet. Det vides ikke, hvordan det videre gik dem.

I morgen · Dag 55 · søndag d. 14. juni

I ingeniørernes tjeneste

I morgen skal vi i ingeniørernes tjeneste i Ryes Korps. De skal nemlig bane vejen for en sikker tilbagetrækning til Helgenæs.

Litteratur

  • Klostergaard, K., 1988: Skanderborg under Treårskrigen 1848-1850.