Generalen med det gode hjerte
Født i Norge. Mistede sit fædreland til Sverige. Mistede to hustruer og to små døtre i garnisonsbyen Rendsborg. Stod ved et tidspunkt så meget i tvivl, at han bad om at blive afsat. Skulle blive en af de mest elskede danske krigshelte. Et portræt af generalmajor Olaf Rye.
En nordmand i dansk tjeneste
Olaf Rye blev født i Norge den 16. november 1791. Han var ud af en gammel officersslægt.
I kølvandet på Napoleonskrigene måtte Danmark den 7. januar 1814 afstå Norge til den svenske konge Karl 14. Johan. Skuffelsen over tabet af Norges selvstændighed fik Olaf Rye til at søge sin afsked, da han nægtede at aflægge ed til den svenske konge. Han forlod sit hjemland for sidenhen kun at aflægge det besøg.
Det skulle vise sig svært for Olaf Rye at få stillet krigslysten i et nu fredeligt Europa. Det var derfor også mere af økonomisk nød end af lyst, at Rye lod sig ansætte som premierløjtnant i den danske hær. Tjenesten foregik i garnisonsbyen Rendsborg, danskernes sydligste garnison, som lå ved Ejderen ved Slesvigs grænse til Holsten. Her forblev Rye gennem en længere årrække på trods af flere forsøg på at forlade den danske hær.
I tiden i Rendsborg blev Rye udsat for flere personlige tragedier, hvor han mistede to hustruer og to små døtre.
Tilværelsen blev imidlertid lysere for Rye efter den nye ordning af hæren i 1842.
Som nyudnævnt oberstløjtnant blev han forflyttet til København som chef for 1. Linie-infanteribataillon.
Vendepunktet i foråret 1848
Forår 1848
- 20. januar · Den elskede konges død Hans elskede konge, Kong Christian 8. (konge af Norge i 1814), afgik ved døden i en alder af 61 år. Dette tog hårdt på Rye.
- Marts · Det slesvig-holstenske oprør Oprøret sendte Danmark ud i en borgerkrig. Mange af Ryes gamle regimentskammerater, og ikke mindst to svogre, stillede sig på oprørernes side.
Dette fik Rye til at vakle så meget i troen, at han bad krigsministeren om at måtte opgive sin kommando. Rye blev dog ikke afsat, og krigen endte da også med at gøre Olaf Rye til en dansk krigshelt.
Forfremmelser og berømmelse
Efter deltagelse i flere slag i 1848 blev Olaf Rye forfremmet først til oberst og siden til kommandant over 5. Brigade. I marts 1849, før kampen om Kolding og tilbagetrækningen op i Jylland, blev Rye udnævnt til generalmajor.
Olaf Ryes berømmelse nåede store højder som følge af det mesterligt udførte tilbagetog, som vi følger netop nu. Godt et par måneder efter tilbagetræknings start led Rye heltedøden under Slaget ved Fredericia, den 6. juli. Sidstnævnte kommer vi til på dagen.
Ryes tanker om tilbagetrækningen og en fæl desertør
I morgen skal vi høre om Ryes tanker om tilbagetrækningen og en fæl desertør.
Litteratur
- Beck, C., 1863: Generalmajor Olaf Ryes tilbagetog gjennem Nörrejylland 1849.
- Dørumsgaard, T., 2017: Olaf Rye.
- Generalstaben, 1877: Den dansk-tydske krig i Aarene 1848-50. 2. del. Krigen i 1849, 3-4.
- Nielsen, M. H., 2022: Generalmajor Olaf Ryes død i Treårskrigen under Udfaldet fra Fredericia.
- Rist, P. FR., 1899: Olaf Ryes saga. Optegnelser, dagbøger og breve.