Velkommen til Danmark under en borgerkrig

Velkommen til 79 dage i Treårskrigens fodspor, hvor du vil blive opdateret om den pågældende dags begivenheder i 1849, fra 23. april og frem til 8. juli. Fortællingen strækker sig dermed fra den slesvig-holstenske og preussiske overskridelse af kongerigets grænse syd for Kolding og frem til begravelserne af de mange døde soldater efter Slaget ved Fredericia d. 6. juli 1849. Det er således kampen om Kolding den 23. april 1849, der indleder den daglige fortælling om stort og småt. Endelig er det begravelserne i Krigergraven på Trinitatis Kirkegård den 8. juli 1849, der afslutter fortællingen.

De mange dage kommer til at berøre alt fra krigshandlinger til soldaterne og de civiles kvaler, tilblivelsen af Danmarks Riges Grundlov, Fredericia Fæstnings indeslutning af fjenden (de slesvig-holstenske oprørere), fæstningsbyens bombning og befrielse, generalmajor Ryes tilbagetrækning op i Jylland, overgeneral Bülows strategiske mesterværk og meget mere.

På de mere rolige dage, hvor der ikke er så meget at skrive om, bringes f.eks. biografier over nøglepersoner eller noget helt andet. Nogle dage vil et emne måske bære præg af at være detaljeorienteret for næste dag at være beskrevet med den store pensel.

De to første dage, i dag og i morgen, vil byde på et tilbageblik med henblik på at opdatere læseren om, hvad der hidtil er sket fra krigens udbrud i 1848 og frem til 22. april. I dag er således en introduktion til, hvorfor der blev borgerkrig i Danmark, og i morgen en opdatering af hændelser fra krigens udbrud og frem til 22. april 1849.

Hertugdømmernes tilhørsforhold

Den 1. Slesvigske Krig, bedre kendt som Treårskrigen (1848-1851), var et mørkt kapitel i Danmarkshistorien. Revolutionen i Paris spredte sig ud over Europa i foråret 1848 og også til Danmark. For de danske hertugdømmers vedkommende udløste eksisterende spændinger mellem det danske kongerige og det tysksindede Holsten og Sydslesvig nu et krav om løsrivelse fra Kongeriget Danmark. Hertugdømmerne ønskede således en løsrivelse fra kongeriget for i stedet samlet at indgå i Det Tyske Forbund.

På den anden side ønskede de nationalliberale med Orla Lehmann i spidsen at splitte hertugdømmerne ved at udskille det »besværlige« tyske Holsten og indlemme hele Slesvig i kongeriget som en del af Danmark.

I København havde man fået for øre, at den slesvig-holstenske stænderforsamling ville sende en deputation til kongen i København med krav om fri forfatning og optagelse i Det Tyske Forbund. De nationalliberale kaldte det for et oprør og arrangerede nu det berømte Casinomøde den 20. marts.

På mødet blev det slået fast, at man ønskede indførelsen af en konstitutionel styreform med en fri forfatning, altså en afskaffelse af enevælden og en demokratisk grundlov, som skulle gælde for Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Det var således vigtigt for de nationalliberale, at Slesvig forblev dansk, hvorimod Holsten skulle udskilles fra Danmark.

Den nyudnævnte konge, Frederik 7., kom dermed under et stort politisk og folkeligt pres og accepterede allerede den følgende dag de nye resolutioner. Dette indebar altså også en afvisning af Slesvig og Holstens krav om at løsrive sig fra Kongeriget Danmark for i stedet samlet og udelt at indtræde i Det Tyske Forbund.

Martsministeriet var allerede på plads den 22. marts med A.W. Moltke som premierminister og finansminister. Flere fra den gamle regering var også at finde i den nye regering, hvor nye ansigter blandt andet var de nationalliberale med D.G. Monrad og Orla Lehmann. Det skal nævnes, at Anton Frederik Tscherning blev krigsminister. Tscherning udpegede herefter Hans Hedemann som hærens øverstbefalende og Frederik Læssøe som stabschef.

Martsministeriet blev imidlertid udskiftet med et nyt ministerhold, Novemberministeriet. Udskiftningen skyldtes uenigheder omkring Slesvig.

En prins at pisse på

Set fra et slesvig-holstensk perspektiv reagerede deputationen på den måde, at man kaldte udviklingen i kongeriget for et nationalliberalt kup og en tilfangetagelse af kongen. Reaktionen kom den 24. marts med overrumplingen og indtagelsen af garnisonen i Rendsborg, som var kongerigets sydligste garnison i Slesvig. Desuden blev der etableret en provisorisk oprørsregering samt en slesvig-holstensk oprørshær.

Kuppet blev udført af ingen ringere end den af kongen udpegede statholder og kommanderende general over hertugdømmerne, Frederik Emil August, bedre kendt som Prinsen af Nør (kong Frederik 6. søsters søn). Prinsen af Nør blev efterfølgende krigsminister i den nydannede, provisoriske oprørsregering med sæde i Kiel, og han blev naturligt nok et hadeobjekt i kongeriget for sit forræderi.

Blandt andet blev der fremstillet natpotter med hans portræt, så man kunne pisse på prinsen. Danmark vandt som bekendt krigen i 1851, og Prinsen af Nør blev da også landsforvist samme år.

Venner bliver fjender

Som følge af kuppet i Rendsborg, og dermed en uundgåelig krig, måtte hærens ansatte i kongeriget og i hertugdømmerne vælge side i forhold til, om de støttede oprøret eller var tro mod kongen og kongeriget.

Det ulykkelige var, at tidligere soldaterkammerater på denne måde blev fjender og under borgerkrigens kamphandlinger kom til at stå med geværpiben pegende mod hinanden. For de civile i kongeriget og i Slesvig var konsekvensen også, at familier blev splittet, tidligere venner og gode relationer blev fjender, hvilket var en stor sorg for mange familier.

Det var således overvejende politiske spændinger mellem dansk- og tysksindede i hertugdømmerne og stærke politiske agitatorer, der skabte en polarisering, der igen ledte frem til en væbnet konflikt, en borgerkrig. Gnisten var kuppet af garnisonen i Rendsborg.