fredericiaavisen.dk › Historie
Museets venner kræver stop for planer om fælles hus med Musicalteateret på havnen
Artiklen er opdateret 17.41 med interview med Ole Engberg.

HISTORIE. Bestyrelsen for Fredericia Museums Venner retter nu en åben henvendelse til hvert enkelt byrådsmedlem samt bestyrelse og ledelse i Museum Fredericia, fordi foreningen er bekymret for museets fremtid. Anledningen er, at politikere og borgmesteren offentligt har talt om planer om et tæt samarbejde mellem Museum Fredericia og Fredericia Musicalteater med en fælles bygning på havnefronten. Det kom bag på foreningen, der ifølge formand Ole Engberg første gang hørte om planerne gennem medierne.
»Ja, det tør siges,« svarer han, da han bliver spurgt, om planerne kom som en overraskelse.
»Vi undrede os også over, netop som en støtteforening for museet, at vi overhovedet ikke havde hørt noget om nogen af delene. Og derfor kan man jo gøre sig sine tanker om, hvad det er,« siger Ole Engberg, der ikke lægger skjul på, at foreningen ser med meget stor mishag og bekymring på, at man nu vil flytte tankerne væk fra det, der i flere år har været planen. Han beskriver det som en underlig situation for en støtteforening, der ikke er blevet informeret om noget som helst, og foreningen opfordrer til, at planerne stoppes omgående.
Fredericia Museums Venner er afløser for Fredericia Museumsforening, der blev stiftet i 1914 og grundlagde og i mange år drev Fredericia Museum. Foreningen har i dag omkring 210 medlemmer, og ifølge bestyrelsen har museet stået i en venteposition, siden et fæstningscenter første gang blev bragt på bane i 1993. Dengang var planerne ifølge Ole Engberg faktisk langt fremme, men de gik i vasken, fordi kommunen ikke ville garantere driften. Spurgt om, hvorfor der ikke er sket noget i 33 år, kalder han det først et delikat spørgsmål, som han ikke har pæne ord for. Presset lidt svarer han alligevel.
»Det er både inkompetence og manglende interesse,« siger Ole Engberg og tilføjer, at det handler om et manglende syn på kulturens muligheder og på, hvad besøgende kan tilføre byen.
I 2020 købte Fredericia Kommune Voss-grunden for ifølge formanden 33 millioner kroner, penge som var tænkt til at indgå som kapital i det kommende byggeri. Grunden blev senere overdraget til Museum Fredericia, der samtidig blev udskilt som selvejende institution for at få bedre muligheder for at søge midler hos landsdækkende fonde. Det opfattede foreningen som et klart tegn på, at et samlet byråd nu mente det alvorligt, og at det ikke længere skulle blive ved snakken.
Placeringen er ifølge bestyrelsen ideel, fordi den ligger centralt for voldanlægget, Den Mosaiske Begravelsesplads, Prinsens Port og Landsoldaten. Ole Engberg peger på, at man på Voss-grunden vil kunne opføre et byggeri i international klasse, hvorfra gæsterne kan gå direkte over i selve fæstningsanlægget via en gangbro til volden, med sammenhæng til DSB's mindelund på den anden side af vejen. Den mulighed findes ifølge ham næsten ingen andre steder, og samtidig ville det være logistisk muligt at skabe rimelige adgangsforhold.
»Hvis du er på Voss-grunden, så er du lige ved centrum af den gamle fæstning,« siger han. På havnen kommer museet derimod væk fra det hele. Man kan måske se voldene lidt fra oven, men skal så ud og bevæge sig for at finde dem, og adgangen gennem Oldenborggade kalder han helt håbløs.
Bestyrelsen har også svært ved at se fordelene ved et samarbejde med Musicalteateret. »Bortset fra, at de to institutioner kunne benytte fælles toiletfaciliteter og fælles cafe/restaurant, finder vi ikke andre fælles snitflader,« skriver den. Ole Engberg minder om, at fæstningscentret ved præsentationen for tre år siden blev beskrevet med et mål på op mod 100.000 besøgende om året, og han beder folk forestille sig, at det skal drives sammen med et teater med sit eget publikum. Selv med moderne digitale udstillinger kan et museum ikke være lydløst hele tiden, og forestillinger i teatret vil køre samtidig, så der opstår flader, hvor de to institutioner tager tid fra hinanden. Foreningen anbefaler derfor, at der fortsat arbejdes målrettet på en ny museumsbygning på Voss-grunden.
»Jeg er lidt bange for, at der sker det, at man sætter et projekt op, som i virkeligheden er umuligt,« siger Ole Engberg om sin største frygt, nemlig at museets eget projekt dermed skubbes endnu længere ud i fremtiden.
Foreningen kritiserer også, at der ikke har været adgang til Museum Fredericia i løbet af sommeren, og efterlyser en snarlig plan for åbningen i de midlertidige bygninger på J.B. Nielsens Plads. Heller ikke lukningen fik foreningen ifølge formanden besked om, og han sætter selv ord på, hvad det gør ved forholdet.
»Det kan være spørgsmålet, om der er et museum at være forening for,« siger han.
Forholdet til museets ledelse og bestyrelse har ifølge Ole Engberg tidligere været fremragende, men der er sket en udskiftning i ledelsen, og foreningen har kun haft begrænset kontakt med den nye direktør, som han konstaterer også bare er ansat. Han understreger samtidig, at foreningen naturligvis ønsker at bygge et godt forhold op til ham.
Endelig peger bestyrelsen på Lokalhistorisk Arkiv, som den mener skal opprioriteres til sin gamle position. »Lokalhistorie er ikke bare gamle papirer og fotografier. Det er menneskers liv, familiernes historie, foreningerne, arbejdspladserne og de små fortællinger, der tilsammen bliver til den store historie,« skriver bestyrelsen, der opfatter de indførte ændringer og afskedigelsen af arkivaren som nedskæringer, der fremover vil have katastrofal virkning for interessen og arbejdet med den lokale historie.
Henvendelsen er netop sendt, og foreningen har endnu ikke modtaget svar. Den er underskrevet af formand Ole Engberg, næstformand Eva Skovsen, sekretær Søren Kyed Jakobsen, kasserer Per Skovsen og bestyrelsesmedlem Berit Brorly.



