Mandag fik samfundsfagsklasserne på Fredericia Gymnasium besøg af skatteminister Rasmus Stoklund (A). Med sig havde han både et oplæg og tid til en engageret spørgerunde. Besøget var noget særligt, ikke mindst fordi Rasmus Stoklund selv var elev på gymnasiet i starten af 00’erne.

Tre af de elever, der deltog, var Camilla, Nanna og Malle fra 3. årgang. De fortalte efterfølgende om oplevelsen med at have en minister på besøg.

Nanna beskrev mødet som en unik mulighed for at få politik tættere på:

– Det var virkelig spændende at høre direkte fra ministeren om nogle af de politiske områder, vi også arbejder med i undervisningen. Det var spændende at få det i praksis, især når man ofte føler, at man har et lidt distanceret forhold til Folketinget og politikerne i Danmark. At ministeren kom så tæt på os, gav en helt ny og nær følelse.

For Malle gjorde ministerens personlige forbindelse til gymnasiet oplevelsen endnu mere speciel: – Det, at han selv har gået her, gjorde det endnu mere personligt. Man får en tættere forbindelse og et bedre indblik i, hvem de er som mennesker – de er jo helt almindelige mennesker.

Forberedelsen gav bonus

Eleverne havde forberedt sig grundigt til besøget. Det var ikke første gang, de mødte ministeren, da de tidligere på sommeren havde besøgt ham i Skatteministeriet.

– Vi har læst en artikel fra Børsen om Rasmus Stoklund, og vi forberedte spørgsmål sammen inden timen. Tidligere på sommeren var vi også på besøg hos ham i Skatteministeriet, så vi havde allerede lidt baggrundsinformation. Det var fedt, at vi kunne evaluere på det besøg og stille opfølgende spørgsmål, forklarede Nanna. – Besøget dengang var meget positivt, og det var interessant at høre, hvordan han arbejder.

Malle tilføjede: – At han kommer fra samme sted som os, gør det ekstra spændende. Han har jo startet sin karriere her i lille Fredericia og boede i Pjedsted. Det giver os en følelse af, at vi også kan drømme om at nå langt. Det er jordnært at tænke på, at han er minister og har startet på samme sted. Det giver håb om, at vi måske kan blive noget stort, selvom det virker svært.

Spørgsmålet om fremtidsdrømme gav stof til eftertanke blandt eleverne. Nanna indrømmede, at det er en stor opgave at træde ind i en politisk rolle:

– Det ved man aldrig, men det er i hvert fald spændende at tænke på. Det er klart, at det virker som en stor opgave med stort ansvar. Men det er sejt, at han tør at påtage sig den rolle.

Besøget efterlod et varigt indtryk hos eleverne, der nu tager deres samfundsfagsopgaver op med fornyet inspiration og indsigt. Det er ikke hver dag, en minister gæster gymnasiet – og endnu sjældnere en minister, der selv har siddet på bænkene i de samme klasselokaler.

Læs også

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer