Når det kommer til miljøovervågning og tilsyn af raffinaderier som Crossbridge Energy, understreger Kirsten Grahn Nielsen, Diplomingeniør i Virksomheder hos Miljøstyrelsen, at processerne er omhyggelige og systematiske.
Som et svar på det stigende pres Crossbridge Energy står overfor, efter rapporter om lugtgener og sundhedssymptomer blandt borgerne i Fredericia, oplyser Miljøstyrelsen, at de ikke mener der er grund til foruroligelse. Der er fokus på en stram og kontinuerlig kontrol af Crossbridge Energy, og Miljøstyrelsen står altid klar til at gribe ind, hvis virksomheden ikke overholder miljøbestemmelserne. Deres ansvar for virksomhedens miljøpåvirkning betyder, at de er parate til at handle i lyset af den seneste uges gener.
Diplomingeniør Kirsten Grahn Nielsen, der er specialist indenfor virksomhedsovervågning ved Miljøstyrelsen, har dykket ned i detaljerne omkring styrelsens overvågnings- og tilsynsprocesser. Hun forklarer, at Miljøstyrelsen anvender en systematisk tilgang til overvågning, der omfatter omfattende kontrol af virksomhedens selvevalueringer. Denne grundige proces er et nøgleværktøj i at sikre, at Crossbridge Energy konsekvent overholder miljøstandarderne.
– Resultaterne af den egenkontrol, der er vilkår om i miljøgodkendelsen, skal leve op til de performancevilkår, der er stillet i miljøgodkendelsen. Der skal ifølge tilsynsbekendtgørelsen gennemføres et basistilsyn på virksomheden hvert 3. år, forklarer hun.
Nielsen understreger også, at et basistilsyn på Crossbridge Energy altså foretages hvert tredje år, men pga. virksomhedens størrelse og to lokaliteter udføres der mindst ét fysisk tilsyn årligt.
– På denne måde sikrer vi, at vi kommer rundt på hele virksomheden i forbindelse med hvert bassistilsyn, skriver hun og fortsætter:
– I forbindelse med hvert hvert basistilsyn, vurderes miljørisikoen for virksomheden jf. bilag 1 i tilsynsbekendtgørelsen. I den vurdering indgår virksomhedens systematik i miljøarbejdet (herunder miljøledelse og miljøforbedringer), efterlevelse af regler, håndtering og opbevaring af kemikalier og farligt affald, emissioner til luft, jord- og eller vandmiljø og virksomhedens afstand til følsomme områder.
Stort miljømæssigt engagement
Når det kommer til Crossbridge Energy’s efterlevelse af miljølovgivningen fremhæves det at virksomheden de seneste år konsekvent har opnået en vurdering på 4.6 ud af 5. Denne høje score indikerer en solid og omhyggelig overholdelse af miljøbestemmelserne, hvilket taler til Crossbridge Energy’s engagement i at opfylde deres miljømæssige forpligtelser.
Angående borgerklager om lugtgener og sundhedssymptomer, understreger Kirsten Grahn Nielsen, at Miljøstyrelsen tager disse bekymringer alvorligt og aktivt arbejder på at håndtere situationen. De er klar over problemet og har allerede igangsat handlinger for at adressere det. Dette inkluderer direkte kommunikation med Crossbridge Energy og en omhyggelig vurdering af virksomhedens tiltag til at afhjælpe problemet.
– Vi har været i kontakt med raffinaderiet, som har orienteret os om, hvordan problemet er opstået. Der er ikke tale om en bevidst omgåelse af vilkår eller regler, og vi vurderer, at virksomheden har sat de fornødne og mulige tiltag i gang for at afhjælpe problemet, skriver Kirsten.
Fra styrelsens side oplyses, at borgeres rapporterede oplevelser af hovedpine, hjertebanken og opkast er nye oplysninger og ikke noget de har hørt om før.
Ligeledes har styrelsen kun modtaget to klager grundet generne, trods de ellers nogen flere rapporter om lugtgener og sundhedssymptomer. Hvilket kan antyde barrierer, der forhindrer effektiv rapportering og behandling af klager.
– Vi har ikke oplysninger, der indikerer, at der er tale om gentagne lugtgener i øvrigt. At folk har oplevet hovedpine, hjertebanken m.m. er en ny oplysning for os. I den konkrete sag har Miljøstyrelsen kun modtaget én klage i sidste uge og én klage her til morgen.
I forhold til lugtgener fra Crossbridge Energy fortæller Kristen Grahn Nielsen, at disse typisk skyldes “unormal drift under en eller anden form, f.eks. nedbrud af udstyr” og altså ikke er noget der kan forhindres.
– Hvis disse hændelser viser sig at være et resultat af ikke-godkendte ændringer i driften eller manglende overholdelse af vilkår, vil Miljøstyrelsen tage de nødvendige skridt til at håndtere situationen, uddyber hun.
Kan ikke forklares af miljøstyrelsen – Crossbridge Energy ønsker rene linjer
Når det kommer til den proceduren, der kræver et opkald til virksomheden og en fysisk underskrift fra klageren – selv midt om natten – erklærer Kirsten Grahn Nielsen, at dette ikke er et vilkår i miljøgodkendelsen, og dermed ikke et krav fra Miljøstyrelsen. Dette viser en kompleksitet i kommunikationen mellem Crossbridge Energy, berørte borgere og Miljøstyrelsen. Det antyder, at det er en intern procedure, som Crossbridge Energy selv har opsat. Styrelsen undlader at give yderligere forklaring på, hvorfor en sådan tidskrævende og potentielt afskrækkende proces er blevet sat op.
– Opkald og fysisk underskrift er ikke et vilkår i miljøgodkendelsen og dermed ikke et krav fra Miljøstyrelsen, så det har vi ikke mulighed for at præcisere. Desuden er det også muligt at klage direkte til Miljøstyrelsen over gener fra en virksomhed.
Til det fortæller Pressechef for Crossbridge Energy A/S, Torben Øllegaard Sørensen, at man håndterer alle henvendelser med omtanke og respekt for borgernes bekymring.
– Når folk tager sig tid til at give os en tilbagemelding, tager vi det dybt seriøst, det er vigtigt at huske på, at antallet af klager ikke nødvendigvis er en indikation af problemets omfang. Netop af den grund, tages alle klager meget alvorligt, vi har haft omkring 15-20 klager i alt i denne sag, og hver eneste en af dem har fået vores fulde opmærksomhed.
Ifølge Sørensen er kravet om en fysisk underskrift fra klageren et resultat af GDPR-reglerne, man skal ganske enkelt have lov til at videregive informationen til styrrelsen.
– Det har altid været en del af vores procedure at undersøge hændelser på stedet for klagen. Men om kravet om en fysisk underskrift er påbudt eller blot en intern aftale, det kan jeg ikke bekræfte med sikkerhed, forklarer han.
På trods af de udfordringer Crossbridge Energy har stået overfor, fremhæver Sørensen deres åbenhed og villighed til at samarbejde.
– Det her er en situation, vi helt sikkert helst ville være foruden og vi kan kun beklage den dybt, vores telefonlinjer er altid åbne, og vi opfordrer folk til at ringe, hvis de oplever noget. Selvom der nogle gange kan være andre årsager til lugtgener, så er vi altid klar til at tage imod opkald, siger han og tilføjer:
– Vi har et utroligt tæt samarbejde med Miljøstyrelsen og rapporterer straks, hvis vi oplever noget. Vi vil fortsat gøre vores yderste for at opretholde samarbejdet og stræber efter at minimere vores miljøpåvirkning.
Miljøstyrelsen har forsikret, at den vil fortsætte med at kommunikere åbent med borgerne og gøre sine afgørelser, tilsynsrapporter og andre vigtige oplysninger offentligt tilgængelige på DMA.dk.
– Alle afgørelser om miljøgodkendelse, påbud, miljøtilsynsrapporter m.v. annonceres på DMA.dk, forsikrer Kristen Grahn Nielsen.
Miljøstyrelsen mener at både de og raffinaderiet er på forkant, da Crossbridge Energy er under konstant overvågning og vil blive holdt ansvarlig for eventuelle overtrædelser, samtidig med at de er i konstant dialog med styrelsen.
En usædvanlig situation
Tommy Rachlitz Nielsen (C), formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget i Fredericia, understreger at situationen er enkeltstående og usædvanlig.
– Det er et helt isoleret tilfælde, som vi allerede ved er der sket noget under en vedligeholdelsesproces, som Crossbridge Energy har gennemført. Noget er løbet ud, som fremkalder den utroligt dårlige lugt.
Han har personligt været i kontakt med raffinaderiet og de er ærgerlig over situationen. Ifølge Tommy har der aldrig været sundhedsrisiko forbundet med hændelsen, hvilket dog ikke mindsker de ubehagelige oplevelser, som de lokale beboere har rapporteret.
Dog anerkender Nielsen, at der generelt kan være gener forbundet med at bo tæt på et raffinaderi, især i forbindelse med periodiske lugtproblemer. Han understreger vigtigheden af en fælles indsats for at adressere og minimere disse gener
– Vi skal i fællesskab arbejde på at forbedre de gener, der kan være ved at bo tæt på et raffinaderi.
Hele vejen rundt er der vilje til samarbejde og åbenhed over for dialog med det lokale samfund, når det gælder om at håndtere de miljømæssige udfordringer, som raffinaderiets drift kan medføre.
I en tid, hvor borgere i Fredericia føler sig overset og frustrerede over de vedvarende lugtgener, er Miljøstyrelsens kontinuerlige tilsyn og overvågning af Crossbridge Energy af afgørende betydning. Med en score på 4.6 ud af 5 i overholdelse af miljøbestemmelserne forpligter de sig til at fortsætte med at tage ansvar for deres miljøaftryk.