POLITIK. Ved årsskiftet flyttede Midtbyklubben ind i Fredericia Street Bastion. Det har givet helt nye muligheder for at skabe et attraktivt, pædagogisk fritidstilbud til byens børn og unge i alderen 10-14 år. Allerede nu melder både børn og forældre om stor tilfredshed.

»Det er fedt at være her sammen med mine venner – Girls Skate er fedt.«

»Det er et virkelig godt tilbud med fantastiske muligheder.«

»Vores børn taler meget om Midtbyklubben derhjemme – især når de har lært noget nyt eller haft en særlig fed oplevelse.«

Sådan lyder nogle af de mange positive tilbagemeldinger fra børnene og deres forældre efter Midtbyklubbens første måneder i Fredericia Street Bastion.

Flytningen fra Krackes Gård ved årsskiftet har også gjort det muligt at udvide åbningstiderne. Midtbyklubben holder nu åbent tirsdag til fredag samt i udvalgte weekender. Denne udvidelse kan tydeligt mærkes på medlemstallene, der nu er oppe på 67 tilmeldte børn og unge. Tilbuddet er gratis for alle i målgruppen.

Formand for Børne- og Skoleudvalget i Fredericia Kommune, Ole Steen Hansen, glæder sig over udviklingen:

»At Midtbyklubben på under et halvt år opnår så gode resultater, viser, hvor vigtigt det er, at vi har mange forskellige fritidstilbud til børn og unge. Derfor er det også vigtigt, at vi har fokus på at fortsætte det gode arbejde, så børn og unge har flere forskellige muligheder for at indgå i gode fællesskaber efter skole,« siger han.

Han bakkes op af næstformanden Cecilie Roed Schultz:

»Vi har mange gode fritidstilbud til børn og unge i Fredericia Kommune, og Midtbyklubben passer bare rigtig godt ind, da Midtbyklubben med sin placering i Bastionen tilbyder noget andet, som vi kan se, at vores børn og unge også efterspørger. Og så er det også helt afgørende, at der er pædagogisk personale tilknyttet, så børnene og de unge er trygge og udvikler sig undervejs.«

Midtbyklubben blev en realitet i forbindelse med Budget 2024, hvor SF tog forslaget om en klub inden for voldene med til forhandlingerne. Forslaget fik bred opbakning fra byrådets øvrige partier.

»Vi er utrolig glade for, at Midtbyklubben er blevet den succes, som vi fra starten havde tænkt. For der er et behov for et fritidstilbud inden for voldene til de 10 til 14-årige. Så jeg er naturligvis meget positiv over at høre, at både børn og deres forældre er glade og tilfredse for Midtbyklubben,« siger Connie Maybrith Eden, medlem af byrådet for SF.

Fakta om Midtbyklubben:

  • Holder til i Fredericia Street Bastion
  • For børn og unge i alderen 10 til 14 år
  • Åben tirsdag til fredag kl. 14-16 samt i udvalgte weekender
  • Altid pædagogisk personale til stede
  • Gratis tilbud, der fungerer som supplement til øvrige lokale fritidstilbud
  • Fredericia Street Bastion har mellem 95 og 147 besøgende dagligt (optælling i uge 3, 6, 11 og 15)