ERHVERV. Middelfart Sparekasse kan præsentere et overskud før skat på 322,3 millioner kroner for 2025, et resultat der overstiger sparekassens egne forventninger om et resultat i niveauet 225-275 millioner kroner markant.
»Det er meget tilfredsstillende, at vi kan levere så meget bedre end ventet,« siger adm. direktør Martin Baltser.
Året blev præget af to store begivenheder. I december fusionerede Middelfart Sparekasse med Nordfyns Bank, hvilket øgede forretningsomfanget med ca. 25 procent. Nordfyns Bank indgår kun i december i årsregnskabets resultattal, mens effekten på balancen til gengæld er fuldt synlig: balancen nærmer sig nu 29 milliarder kroner, udlånet har passeret 10 milliarder kroner, og indlånet nærmer sig 20 milliarder kroner.
2025 bød også på en ordinær inspektion fra Finanstilsynet, der resulterede i tre påbud samt ekstra nedskrivninger på 37,5 millioner kroner. Nedskrivningerne er inkluderet i regnskabet, men Baltser understreger, at der ikke er tale om nedskrivninger på konkrete kunder.
»Det er det ledelsesmæssige skøn for nedskrivninger, der er øget for at imødegå usikkerheder om statistiske beregninger. Pengene er sat til side. Tiden må vise, om vi får behov for dem,« siger han.
Trods pres på renteindtægterne som følge af faldende renter voksede gebyr- og provisionsindtægterne, og kursreguleringer bidrog positivt, bl.a. som følge af salget af datacentralen SDC til Netcompany og en kursgevinst på aktiebeholdningen i Nordfyns Bank.
»I lighed med de foregående år kan vi se, at vores kunder grundlæggende har det godt. Det gælder både privat- og erhvervskunder,« siger Martin Baltser.
2026 bliver et mellemår
Sparekassen forventer et resultat på mellem 200 og 250 millioner kroner før skat i 2026, påvirket af fusionsomkostninger, stabile men relativt lave renter og udgifter til en kommende ny afdeling i Herning.
»I forhold til sparekassens størrelse er det for lidt, men som selvejende sparekasse har vi råd til at være tålmodige og lade resultaterne komme over tid,« siger Baltser.
Ny sammenlægning på vej
På samme møde, hvor repræsentantskabet godkendte årsrapporten, sagde et enstemmigt repræsentantskab ja til en anbefaling om sammenlægning med Rønde Sparekasse på Djursland.
»Vi er beærede over, at Rønde så mod Middelfart, da de søgte en sammenlægningspartner,« siger Martin Baltser.


















