Efter salget af Kim Engstrøm til Vendsyssel FF har Middelfart Boldklub handlet hurtigt. Klubben har hentet Kristoffer Johannsen retur og købt ham fri af kontrakten i FC Roskilde. Dermed er trænersituationen på plads igen, få dage efter salget af Engstrøm.
Kristoffer Johannsen har underskrevet en kontrakt på 2,5 år og vender tilbage til Middelfart blot 12 måneder efter, at han netop blev solgt til FC Roskilde. I sin første periode i Middelfart leverede han markante resultater og skabte et udtryk, der hurtigt vakte interesse fra andre klubber.
Ifølge sportschef Søren Godskesen var der ikke meget tvivl, da beslutningen skulle træffes.
»Da vi først havde fået lavet en samlet liste efter udmeldingen omkring vores trænersituation, var der slet ingen tvivl om, at Kristoffer toppede den liste. Efter godt og åbent samarbejde med FC Roskilde og gode snakke med Kristoffer selv, er vi meget glade for at kunne præsentere denne aftale,« siger han.
Godskesen peger på, at Middelfart ikke blot får en kendt træner tilbage, men en mere erfaren udgave.
»Kristoffer havde en stærk første periode i Middelfart som træner og tiltrak sig ganske naturligt en del interesse. Nu er han tilbage i en endnu dygtigere udgave, så jeg er ikke i tvivl om, at matchet er helt perfekt. Nu er der ro på trænersituationen, og vi kan holde fuld fokus på at gøre os klar til sæsonstarten i Aarhus,« siger sportschefen.
Kristoffer Johannsen lægger ikke skjul på, at han har været glad for opholdet i Roskilde, men at Middelfart fortsat har haft en særlig plads for ham.
»Jeg har været glad for min tid i Roskilde, for klubben og de mange gode mennesker der. Men da jeg fik præsenteret henvendelsen fra Middelfart, var det heller ikke svært at slå til. Jeg var ekstremt glad for klubben i min første periode der, og siden da er det kun fortsat med en positiv udvikling,« siger han.
Han ser frem til hurtigt at komme i gang med arbejdet.
»Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til spillerne og resten af staben og til at komme i gang med det arbejde, der ligger foran os i den kommende periode.«
Kristoffer Johannsen er startet i Middelfart med det samme og havde allerede mandag sin første træningsdag med spillerne. Klubben har dermed på kort tid lukket et potentielt åbent spørgsmål og sat retning frem mod den kommende sæson.














