MESSE. Når det regner på kloakmestrene, drypper det også på Viborg-virksomheden SAMSON Agrolize. Firmaet er nemlig igen med, når kloakbranchens store fag- og indkøbsmesse løber af stablen i Fredericia i januar 2026.
Virksomheden, der blandt andet fremstiller traktortrukne kombinerede slamsuger- og spulemaskiner, har oplevet kraftig vækst de senere år:
»Vi sælger rigtig mange maskiner, vi bliver flere og flere medarbejdere, og kloakdelen er blevet en stadig vigtigere gren ved siden af landbrugsdelen. Vi har de seneste tre-fire år talt om, at nu topper det nok snart, men vi vedbliver med at få mere travlt,« fortæller salgschef Karsten Kammer.
Han peger på, at netop produktionens placering i Viborg og det velkendte »Made in Denmark«-mærke bidrager positivt til succesen:
»Vi svejser og producerer selv det hele fra bunden – tankene, opbygningerne og det hele. Vi customizer til kunderne, som gerne kommer forbi og følger processen undervejs. Den nærhed og muligheden for at skræddersy maskinerne til kundernes behov er en vigtig faktor.«
Seriøs messe giver gode kontakter
Karsten Kammer kalder Kloakmessen i Fredericia for en af de vigtigste begivenheder på året:
»Vi har været med fire-fem gange og oplever det altid som en utrolig seriøs og professionel messe, hvor de rigtige fagfolk kommer.«
Selvom SAMSONs GK-serie maskiner prismæssigt ligger mellem én og fire millioner kroner, handler messen især om at skabe langvarige relationer og fremtidigt salg.
»Det handler om kundepleje, om at vise flaget og skabe nogle kontakter, der længere nede ad vejen fører til salg. Der spiller Kloakmessen en rigtig vigtig rolle for os,« siger han.
På standen kan de besøgende opleve en af virksomhedens store maskiner i GK-serien, som traditionelt tiltrækker stor interesse. Derudover præsenteres den nyeste software, som gør operatørernes arbejde endnu lettere.
»Vi forventer nogle rigtig gode dage i Fredericia, hvor vi møder mange eksisterende og nye kunder og får gode samtaler. Vi mærker tydeligt fra år til år, at vi bliver mere kendte, og vi har heldigvis kunder, som fungerer som ambassadører og peger deres kolleger i vores retning. Det er vi selvsagt meget taknemmelige for. Vi glæder os rigtig meget til at komme afsted,« siger Karsten Kammer.
Kloakmessen finder sted den 29.-30. januar 2026 i Fredericia, og messen sætter rekord med næsten 16.000 kvadratmeter udstillingsareal og mere end 140 tilmeldte udstillere.
Læs mere på www.kloakmessen.dk.