SPORT. Melvin Kakooza har taget næste store skridt i sit engagement i FC Fredericia. Det meddeler han selv i dag på sociale medier, hvor han stolt fortæller, at barndomsdrømmen er blevet til virkelighed – han er nu blevet medejer af sin barndomsklub.

»Jeg er stolt over at kunne sige, at jeg nu er medejer af min barndomsklub, FC Fredericia. En klub der har formet mig – og som nu er en historie som fortsætter,« skriver Melvin Kakooza.

Den populære tv-vært og komiker har allerede i et par måneder været en del af klubbens bestyrelse, hvor han bidrager med mediekompetencer og et friskt blik på klubbens udvikling. Med rollen som medejer styrker han yderligere sin forbindelse til klubben:

»Byen og klubben betyder meget for mig, og jeg vil gerne give tilbage til byen der har givet mig så meget – det håber jeg at komme til i fremtiden både som en del af bestyrelsen og nu også som medejer.«

I sit opslag sender Kakooza en særlig tak til fans, spillere, ledelse og byen generelt for den varme modtagelse, han har fået:

»Tak til alle omkring klubben, fans, spillere, ledelse og byen for at tage så godt imod mig. Vi ses på stadion Monjasa Park!«

Med ejerskabet bliver Kakooza en endnu mere central del af FC Fredericias fremtid, hvor klubben står over for en sæson i Superligaen på Monjasa Park.

Opslaget på de sociale medier Facebook og Instragram blev ledsaget af et billede, hvor Melvin Kakooza underskriver aftalen med klubbens røde fanshalstørklæde foran sig.

»Vi ses på stadion Monjasa Park!« lyder det afslutningsvist fra Kakooza.