Politiker og borgerne har ikke brug for selvudnævnte redaktionel overdommer. De har brug for adgang til fakta, holdninger og ærlig uenighed.
Det er næsten tragikomisk at se, hvordan visse medier stadig bilder sig selv ind, at de er den fjerde statsmagt, der sætter dagsordenen. De puster sig op, formulerer de samme gamle spørgsmål og tror, at uden deres spalteplads ville demokratiet gå i stå.
Virkeligheden anno 2025 er en helt anden. Medierne især gammelmedierne, har for længst mistet det monopol på sandheden, de engang havde. I stedet for at være demokratiets vagthund har de reduceret sig selv til gatekeepere, der klipper i indlæg, afkorter kritik og gemmer væsentlige debatter bag betalingsmure – ofte finansieret af den statsstøtte, de samtidig ynder at kritisere politikerne for at bruge.
Når borgernes stemmer censureres i læserbreve, når kommentarer sorteres efter format og når hele den politiske samtale pakkes ind i redaktionelle vinkler, så er det ikke demokratiets værn, vi ser – men en selvbestaltet dørmand, der afgør, hvem der må komme ind, og hvem der må blive stående ude i kulden.
Men vi har for længst fundet bagvejen. Sociale medier, digitale fællesskaber og direkte kommunikation gør, at vi politikere kan gå uden om den gamle mellemmand. Vi behøver ikke længere vente på, at en journalist vælger at trykke vores ord. Vi kan tale direkte til vælgerne, og vælgerne kan svare tilbage – uden filter.
Medierne råber højere og højere om deres rolle er. De ved godt, at magten er væk. Den tid, hvor én avis kunne definere sandheden for en hel by, er forbi. Den tid, hvor én tv-station kunne styre samtalen, er slut.
I dag er demokratiet langt mere åbent og direkte og uden åbenhed, uden fri adgang til politiske budskaber og uden direkte dialog, så er det borgerne, der bliver taberne.
