Avisen

Nyheder og indsigt fra Fredericia.

fredericiaavisen.dk › Sport

Medie: Fredericia henter svensk ligalandsholdsspiller

Medie: Fredericia henter svensk ligalandsholdsspiller

Fredericia Håndboldklub opruster markant efter en skuffende start på sæsonen. Ifølge HBOLD.dk har klubben sikret sig den svenske playmaker Adam Ljungquist fra IFK Skövde

Den 22-årige svensker har haft en imponerende sæsonstart i den svenske liga med 52 mål og 26 assists i ni kampe, og han stod for blot en uge siden på banen mod Fredericia i European League. Næste gang de to klubber mødes, den 2. december i Middelfart Sparekasse Arena, bliver det med Ljungquist i den røde FHK-trøje.

Ifølge HBOLD.dk har Fredericia købt Ljungquist fri af sin kontrakt i IFK Skövde med øjeblikkelig virkning. I øjeblikket deltager han på samling med det svenske ligalandshold – samme trup som FHK’s Kasper Palmar – og når samlingen er slut, ventes han officielt præsenteret som ny FHK-spiller.

Med skiftet får Fredericia endnu en stærk profil på playmakerpositionen, hvor Ljungquist skal danne trio med landsmanden William Moberg og Jonas Kruse.

Fredericia ligger i øjeblikket nummer ti i Herreligaen, á point med Skjern på den slutspilsgivende ottendeplads. Efter en sæsonstart præget af skader og cheftrænerskifte har klubben nu for alvor markeret sig på transfermarkedet.

Tidligere på ugen hentede FHK Mads Thymann i Lemvig-Thyborøn, og med tilgangen af Adam Ljungquist sender klubben et klart signal om, at man stadig har store ambitioner for sæsonen.

På portalen eurohandball.com figurerer Ljungquist allerede som spiller for Fredericia Håndboldklub.

Del artiklen

Læs også

FHK udlejer målmand Magnus Siim Pedersen til TM TønderFC Midtjylland henter Adam Nygaard tilbage fra FC FredericiaMoberg efter comebacket: Vi skal vinde to kampe i trækMadsen efter storsejren: Forsvaret var udslagsgivende