Der findes øjeblikke i en håndboldkarriere, som ikke larmer, men som alligevel sætter sig fast med en tyngde, man næsten ikke helt tør vedkende sig. Et af de øjeblikke ramte Martin Bisgaard, da han en stille dag kunne konstatere, at hans navn stod på listen over de 35 spillere, der udgør Danmarks bruttotrup til EM i januar. Ikke i form af et opkald, ikke som en officiel besked, men i et nyhedsopslag der pludselig gav hans hverdag et nyt anstrøg af virkelighed.
»Jeg kan jo bare læse på nettet, at jeg er en del af de 35« siger han med et stille grin, som om han stadig lige skal vænne sig til tanken. »Det overrasker mig da, og jeg er da stolt og glad for.«
Det er et lille glimt af ærlighed fra en spiller, der sjældent tager ord større i munden end nødvendigt. Men det er også et glimt af noget, der rækker længere ud end bare endnu en udtagelse. EM spilles på dansk jord. Jyske Bank Boxen bliver i januar igen centrum for den kollektive sommerfuglefabrik, der opstår, når rød trøje, højt forventningspres og slutrundefeber går i ét. Og selv om Bisgaard bevæger sig ydmygt, ved han godt, hvor stor betydningen er.
»Det er da skulderklap at blive set i den retning« siger han og lader pausen hænge et øjeblik. »Men mere ser det heller ikke ud til at være. Det er 35 mand, og jeg ved godt, hvad det er for et selskab.«
En plads i udkanten af rampelyset, men stadig i varmen
Landstræner Nikolaj Jacobsen understregede i går, at bruttotruppen er sammensat med en bevidsthed om både bredde og beredskab. Der skal være spillere, der kan gå ind på kort varsel, spillere der kan løfte en opgave, hvis uheldet rammer, og spillere der kan bidrage uden at skulle lære landsholdshåndbold fra bunden.
I det regnestykke passer Martin Bisgaard bedre ind, end han selv måske siger højt. Han har ikke mange landskampe, men han er gennemrutineret i dansk liga og har spillet europæisk håndbold sæson efter sæson i Fredericia HKs rejse mod toppen af ligaen. Den erfaring har lagt sig som et ekstra lag under hans ellers stille fremtoning.
»Jeg tænker da, at jeg kan bidrage med det, som jeg bidrager med til daglig« siger han. »Det er en hård arbejdsindsats hele vejen igennem. Og selvom jeg ikke har meget erfaring fra landsholdet, så synes jeg da, at jeg har samlet noget rutine sammen efter en del år i den danske liga og også europæiske kampe.«
Det er ord sagt uden prætentiøsitet, men med en tro på værdien af det håndværk, han har bygget sten for sten. For selv om verden udenfor ofte taler om eksplosive gennembrud og kometkarrierer, så består topidræt i høj grad af spillere som Bisgaard. Mennesker, der holder sammen på strukturen, der bærer rutinerne, der løfter de uskrevne pligter, og som sjældent gør et stort væsen af sig, når rampelyset peger andre steder hen.
Drengedrømmen der lever mellem linjerne
Netop derfor bliver hans svar næsten rørende, da samtalen bevæger sig mod det hypotetiske. Hvad ville det betyde for ham at få spilletid i næste uge, hvis landsholdet skulle ringe og bede ham pakke tasken
Bisgaard smiler først, som om han vejer ordene en ekstra gang.
»Jamen, det ville være kæmpestort og en drengedrøm« siger han. Sætningen falder uden dramatik, men den bærer en varme, der afslører en længsel, som ikke forsvinder med alderen. »Det vil jeg da selvfølgelig jagte med alt, hvad jeg kan jagte.«
Han tilføjer en tanke, som de fleste spillere i periferien af landsholdet bliver nødt til at forholde sig til. Ikke kynisk, bare nøgternt. »Selvfølgelig, hvis det skulle være to venstrefløje, der havde brækket foden eller et eller andet« siger han og trækker på skuldrene. »Ja, det må vi se.«
Det er det ufiltrerede liv som bruttogruppespiller. Man jager en mulighed, som man kun får, hvis verden vælter for en anden. Og alligevel gør man det med fuld overbevisning, for sådan skal det være. Det er håndboldens vilkår og dens vidunder, at drømme lever side om side med realiteter, og at begge dele kan eksistere i samme blik.
Rolig ydmyghed og en by der følger med
Fredericia HK har i de senere år placeret sig tættere og tættere på det fine selskab, hvor landsholdsspillere ikke er undtagelser, men pejlemærker. At Martin Bisgaard endnu engang står som en del af bruttotruppen, er ikke kun en blåstempling af ham som spiller, men også af det miljø, han repræsenterer.
Og alligevel er det karakteristisk, hvordan han selv nedtoner det hele. Som om han mest af alt blot ønsker at komme tilbage til hallen, løbe sine intervaller, afslutte fra hjørnet og gøre præcis det, der har bragt ham hertil. For måske er det netop denne ro, der gør ham svær at se bort fra for en landstræner, der leder efter stabilitet såvel som stjerner.
Ind i vintermørket med et håb i lommen
Når EM i januar fløjtes i gang, vil tusinder af danske fans fylde Boxen med forventning og sange og de særlige lyde, der kun findes i vintermåneder med røde trøjer og kolde haller. Om Martin Bisgaard er med på det tidspunkt, ved ingen. Måske bliver det et stille år i kulissen. Måske lander drengedrømmen pludseligt i hans hænder.
Men han bevæger sig videre med en klarhed, der ikke elsker store ord, men som favner det store i det små.
»Vi får at se, når det nærmer sig« siger han.
Og i det ligger alt, hvad der skal siges.
