KRIMI. En 22-årig mand fra Fredericia blev sent lørdag aften anholdt efter en dramatisk episode på en beværtning i Fredericia.

Klokken 23.46 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand havde skabt uro på stedet. Ifølge politiet sprang manden over bardisken, hvor han tog en kniv, der normalt bruges til at skære lime, og begyndte at råbe og true med den.

En patrulje var fremme blot to minutter senere, hvor den 22-årige blev anholdt. I forbindelse med anholdelsen truede han også betjentene verbalt.

Manden er sigtet for trusler med kniv samt for at have fremsat verbale trusler mod politiet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 29.3 kl. 10.00 af vagtchef Thomas Kiær.

Annoncer