Avisen

fredericiaavisen.dk › Krimi

Mand ødelagde lamper ved Streetfood og skød med luftvåben efter anmelder

Mand ødelagde lamper ved Streetfood og skød med luftvåben efter anmelder

KRIMI. Det begyndte som en sag om hærværk ved Urbania Streetfood i Fredericia, men udviklede sig hurtigt til noget langt mere alvorligt.

Lørdag klokken 12.09 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand havde ødelagt lamper på stedet. Ifølge vagtchef Torben Wind fulgte anmelderen efter den mistænkte for at påpege ødelæggelserne.

»Det var manden, der havde ødelagt lamper, og han var ikke tilfreds med, at han blev konfronteret,« fortæller vagtchefen.

Herefter eskalerede situationen. Den fredericianske mand, der var gået hjem til sin bopæl med anmelder i hælene, hentede et luftvåben. Kort efter affyrede han skud mod den forurettede anmelder, der blev ramt på armen.

»Den forurettede blev ramt, men kom heldigvis ikke til skade,« siger Torben Wind.

Politiet rykkede hurtigt ud og fik fat i manden, som blev sigtet for både hærværk og vold. Han blev taget med på stationen og anholdt, men er siden blevet løsladt.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse mandens alder. »Det skyldes, at hans CPR-nummer er skjult i systemet,« oplyser vagtchefen.

Sagen efterforskes videre, og politiet betragter episoden som både grov og uacceptabel.

Del artiklen
Spil – prøv vores spil på fredericiaavisen.dk →

Læs også

Nægtede at stoppe for politiet, og biljagt endte i sigtelserBilist på 43 år kørte spirituspåvirket midt om nattenTyve brød ind i byggeplads og tømte container for messing og værktøj for 50.000 kroner35-årig mand i grundlovsforhør sigtet for grov vold på diskotek i Fredericia