Man blev sendt til Middelfart, når ingen andre vidste råd: Nu skal folk komme og tale om det, de tier om

Hospitalet var delt i to. Venstre side var kvindesiden, højre side var mandsiden, og sådan lå det i Teglgårdsparken i over hundrede år, symmetrisk og velordnet, som datidens lægevidenskab mente, at et sind bedst blev bragt til ro, med statelige bygninger, overskuelig struktur og en park, hvor der var lys nok og luft nok, og hvor man alligevel ikke sådan uden videre kunne gå sin vej. Det er i en af de store patientafdelinger på venstre side, at Mind Museum nu ligger, 1.500 kvadratmeter, ombygget for 32 millioner kroner med fem millioner fra hver af Augustinus Fonden, Den A.P. Møllerske Støttefond, Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Middelfart Kommune og med en række andre fonde og Region Syddanmark i ryggen, og når man går ind ad døren, er det ikke svært at se, at bygningen har haft et andet liv, for gangene er lange, og rummene sidder, hvor de altid har siddet, og farverne på væggene er valgt ud fra det, en farvehistorisk analyse fandt under lagene fra dengang, huset var nyt.

Maiken Rude Nørup har haft ansvaret for det her siden 2002, hvor hun kom til Middelfart Museum som museumsinspektør, og siden 2013 som leder, og hun er uddannet etnolog, hvilket i praksis vil sige et menneske, der lever af at lytte til andre mennesker, indtil de fortæller, hvordan tingene hænger sammen. Hun har brugt det på Københavns Museum, og hun har brugt det på den bog, hun debuterede med i 1999, om det københavnske værtshusliv fra 1857 og frem, hvor hun i nogle uger, sad på beværtninger og talte med gæster, tjenere og værter om værtshuset som dagligstue, og om hvorfor folk går derhen, og det er dybest set samme metode, hun har taget med til Teglgårdsparken, bare med et tungere stof. »Sindssygehospitalet har været en rigtig, rigtig stor del af Middelfarts historie. Det har været en kæmpe arbejdsplads, siden det åbnede i 1888, og frem til den sidste afdeling lukkede i 1999. Optagelsesområdet var Fyn og det sydlige Jylland, så det at komme på Middelfart betød, at man var indlagt på hospitalet. Det var sådan, man sagde,« fortæller Maiken Rude Nørup.

Museet har haft psykiatrihistorien som særligt område siden 2012, og samlingen er vokset til den største i landet, med genstande fra Middelfart og fra de nedlagte hospitaler i Augustenborg og Hviding, så man skulle tro, at det nye museum var en naturlig forlængelse, et sted at stille tingene, men det er ikke sådan, hun taler om det. Hun taler om skam, og om fordomme, og om at der er flere historier i et hospital end lægernes. »Vi vil gerne være med til at bryde med fordomme, tabuer og skam omkring psykisk lidelse. Og så vil vi rigtig gerne nuancere synet på psykiatrien ved at fortælle historierne om både de patienter, der har været indlagt, det personale, der har arbejdet her, og de pårørende, som jo også har en historie,« lyder det.

Stueetagen er fortiden. Her går man gennem grundene til, at hospitalet blev bygget, hvorfor arkitekturen ser ud, som den gør, hvorfor beliggenheden var vigtig, og hvordan man dengang så på psykisk sygdom og organiserede et hus, der skulle rumme over tusind mennesker, som ingen andre vidste, hvad de skulle stille op med. Der er patientfortællinger fra den første tid, og der er personalets fortællinger, om opsynsfolkene, der kom fra land og fik ansvaret for den daglige pleje uden nogen som helst uddannelse i det, og der er en frisørsalon, hvor patienter fik redt og sat hår, som man ved første øjekast tager for et tegn på, at der var god tid dengang, og som ved andet øjekast viser sig at have været et af de få steder, hvor en ansat og en indlagt rørte ved hinanden med omsorg. Og der er en gammel såmaskine, som patienterne arbejdede ved, og over hvilken man sang morgensalmer, for at såningen skulle gå godt, hvilket siger en del om, hvad et hospital også var, et sted hvor man var en del af noget.

På første sal vender museet sig om og kigger på os. »Der handler det mere om at bruge historien til at sætte fokus på vores samtid og nogle af de temaer, som er vigtige i dag. Der er et rum, der handler om diagnoser, et om anvendelse af tvang og et om pårørende. Så det er et museum, der handler om fortiden, men som også prøver at spejle den i nutiden,« forklarer Maiken Rude Nørup.

Meget af formidlingen er lyd, ting man trykker på og blader i, og undervejs er der lagt et dialogspor ind, udviklet sammen med filosofi på Syddansk Universitet, med spørgsmål, der ikke har facit, og som ikke er beregnet til at blive besvaret på stedet, men til at blive taget med hjem i bilen. Det er også der, museet efter hendes mening kan noget, som en pjece og en kampagne ikke kan. »Det er nok meget nemmere at bruge historien som en åbning til at tale om nogle af de problematikker, som vi stadig skal håndtere i dag,« konstaterer hun.

Fire måneder efter åbningen er den første fornemmelse, at det virker. Gæsterne melder positivt tilbage, læringsmaterialet til skoleklasser er sat i gang, og et materiale til sosu-uddannelserne er ved at få sidste hånd, og de grupper, der har været igennem indtil nu, har ifølge hende været rigtig, rigtig glade og har kunnet bruge det til noget, og det er ikke en museumsdirektør, der lader sig rive med, der siger det, det er en etnolog, der har lyttet efter, om det, hun har lavet, gør det, hun ville have det til.

Og så er der den del af Mind, der slet ikke er udstilling. En række aktivitetsrum er indrettet til foreninger, der arbejder med psykisk lidelse, så de kan låne lokalerne til deres egne aktiviteter eller lave noget sammen med museet, og der er en aktivitetskalender med kreative forløb, man kan melde sig til, og fællesspisninger, hvor man kan komme op og spise på Mind og få lidt historie med i samme ombæring. Det er en bevidst arbejdsdeling, og hun beskriver den med en selvindsigt, man ikke hører fra ret mange institutioner. »Vi er rigtig gode til at kigge bagud. Vi er et museum, så vores fokus er på fortiden, mens der er rigtig mange foreninger, som arbejder med nutiden. Ved at samarbejde med de forskellige grupper kan vi også være med til at skabe en bedre formidling på sigt,« siger Maiken Rude Nørup.

Så museet lægger lokaler til, foreningerne lægger nutiden til, og bygningen lægger sin egen historie til, uden at nogen behøver at sige ret meget om den, for den er der jo, i gangenes længde og i vinduerne mod parken, hvor mennesker i hundrede år så ud på den samme have, mens de ventede på at få det bedre eller på at blive glemt. Det er stadig venstre side, det er stadig kvindesiden, og det er stadig Middelfart, man kommer på, når man kører hertil. Forskellen er, at man nu kan gå igen, når man har set nok, og at man med lidt held har fået noget at tale om på vejen hjem.