SF’s Malene Søgaard-Andersen vil hæve ældrechecken og undersøge, hvordan huslejen på plejehjem kan gøres mere rimelig. De ældre må ikke ende i fattigdom, når de bliver mest sårbare.
En borgers mor flyttede på plejehjem i Fredericia, faldt kvadratmeterne drastisk – men huslejen steg med 2.800 kroner. Med baggrund i borgerens offentlige opslag kræver politikere en afklaring af, hvorfor demente borgere skal betale for fællesarealer som om de boede i et privat lejeboligbyggeri. Det kan virke som et paradoks: En ældre borger flytter fra sin egen bolig til en plejebolig på et kommunalt plejehjem – og oplever alligevel en kraftig stigning i huslejen.
I opslaget på Facebook, der i weekenden blev delt vidt og bredt, beskriver borgeren, som AVISEN også talt med, hvordan borgerens mor efter flytningen til det kommunale plejehjem Hybyhus nu betaler 5.261 kroner i husleje for 39 kvadratmeter – næsten 3.000 kroner mere end i hendes tidligere almene bolig på 65 kvadratmeter.
Samtidig går 4.411 kroner til kost, hvilket betyder, at hun efter regningerne har 1.578 kroner tilbage af sin pension på 11.250 kroner. Når forsikring, TV og øvrige faste udgifter er betalt, resterer der 1.212 kroner om måneden til personlige fornøjelser, medicin og pleje.
Når ældre flytter fra deres egen bolig til en plejebolig, oplever mange, at huslejen stiger markant – selvom boligen bliver mindre. For Malene Søgaard-Andersen (SF) er problemet velkendt og uacceptabelt.
»Umiddelbart nej, det giver ikke mening,« siger hun. »Jeg ved godt, at det er et rigtig stort problem for mange ældre, der har en forholdsvis lav indkomst med deres pension.«
SF vil hæve ældrechecken
Hun peger på, at SF allerede har foreslået konkrete tiltag for at lette presset på de ældre.
»Det er også derfor, vi i SF har foreslået, at vi skal have hævet ældrechecken. Det er selvfølgelig landspolitik, men det vil hjælpe nogle af de ældre, der har allerfærrest ressourcer,« siger hun.
Ifølge Malene Søgaard-Andersen handler det ikke om luksus – men om værdighed.
»Når man skal på plejehjem, så er det jo ikke fordi, man har helt vildt meget overskud. Det kan være en hård tid både for den ældre og for familien. Og hvis det så samtidig også bliver en økonomisk udfordring, så bliver man jo dobbelt ramt – og det synes vi ikke, vi kan være bekendt,« siger hun.
Fællesarealer bør være kommunalt ansvar
Et af de spørgsmål, der har skabt debat, er, at ældre på kommunale plejehjem betaler husleje, der også dækker fællesarealer.
»Hvis der er noget lovgivning, der siger, at det skal man, så bliver vi jo nødt til at følge loven. Men hvis der ikke er det, så virker det helt pludseligt,« siger hun.
Hun sammenligner det med den måde, vi finansierer andre offentlige tilbud på.
»Når vores børn går i skole, så betaler vi jo gennem skatten. Vi betaler ikke særskilt for, at de kan bruge legepladsen eller deltage i aktiviteter. Så medmindre lovgivningen direkte siger, at de ældre skal betale for fællesarealer, så synes jeg bestemt, at det er noget, vi skal kigge på,« siger hun.
Hun mener, at fællesarealerne på plejehjem bør være en del af den kommunale drift.
»Det synes jeg bestemt, det burde,« siger hun.
Et fælles politisk ansvar
Spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for at sikre rimeligheden i ældres økonomi, er ifølge Søgaard-Andersen ikke alene et udvalgsanliggende.
»Det har selvfølgelig Senior- og Socialudvalget, men jeg tænker også, at det er et fælles ansvar i byrådet. Vi har jo ansvaret for alle borgere, der bor i kommunen,« siger hun.
Hun mener, at der er behov for både politisk vilje og lokal prioritering for at sikre, at de ældre får råd til en værdig tilværelse.
»Det er et kæmpestort problem«
For de borgere, der sidder tilbage med kun få hundrede kroner, når husleje og faste udgifter er betalt, er situationen ifølge Malene Søgaard-Andersen ikke bare vanskelig – men uholdbar.
»Det er jo et kæmpestort problem,« siger hun. »Og det er derfor, vi i SF har foreslået, at vi skal hæve ældrechecken, så de borgere, der har allermindst, får lidt mere at leve for.«
Hun tilføjer, at forslaget bør finansieres ved at droppe skattelettelser til de mest velhavende.
»Vi har foreslået, at det skal ske i stedet for at give skattelettelser til de allerrigeste i samfundet,« siger hun.
Grænsen for, hvad ældre skal betale
Malene Søgaard-Andersen mener, at ældre selvfølgelig skal betale for det, man også betaler for i et almindeligt hjem – men ikke mere.
»Det, man betaler for derhjemme – helt almindelige hverdagsudgifter for at få en hverdag til at hænge sammen – det kan man også forvente, man betaler for på et plejehjem. Men det skal jo ikke være sådan, at man bliver økonomisk presset, fordi man har brug for pleje,« siger hun.
Hun understreger, at det netop er det, der sker i dag.
»Når man havner i en situation, hvor man har brug for så meget hjælp og støtte, at man skal på plejehjem, så må det ikke være det, der vælter økonomien. Det kan vi ikke være bekendt,« siger hun.
»Der er ingen god forklaring«
Ifølge Søgaard-Andersen er det svært at forklare de ældre, hvorfor huslejen pludselig stiger med flere tusinde kroner, når de flytter i plejebolig.
»Der er jo ikke nogen god forklaring, for det giver ikke mening,« siger hun.
Hun mener, at det ikke kun er borgerne, men også de pårørende, der rammes.
»Vi skal kunne have en dialog med de pårørende. For det påvirker jo også familierne, når de ser, at deres forældre eller bedsteforældre ender i en økonomisk situation, der gør hverdagen urimeligt hård,« siger hun.
Hun efterlyser en grundig gennemgang af, hvad huslejen dækker, og hvordan den beregnes.
»Vi skal helt bestemt have fundet ud af, om der er nogle muligheder for at regulere, hvor meget man skal betale i husleje – og for hvad,« siger hun.
»Vi bliver ved med at kæmpe«
SF vil fortsætte arbejdet for at forbedre vilkårene for de ældre, lover Søgaard-Andersen.
»Vi bliver ved med at kæmpe for, at vi hæver ældrechecken for dem, der har allermindst,« siger hun.
»Det handler om værdighed. De ældre må ikke blive dobbelt ramt – først af sygdom, og så af økonomi.«














