AVISEN har modtaget flere henvendelser fra borgere, som føler sig generet af måger. Naturvejleder i Fredericia Kommune, Bjarne Christensen, giver svar på, hvad der fra kommunens side gøres for at afhjælpe mågeproblemet.

Måger kan være aggressive til tider og generer borgerne. Nu er problemet opstået igen. Mågerne viser aggressiv adfærd og generer borgere, som er usikre på, hvordan de skal håndtere problemet.

Det er et tilbagevendende problem, og derfor noget Fredericia Kommune tager hånd om.

– Vi gør noget – jeg indhenter tilladelse. Jeg har tilladelse til at fjerne reder og æg indenfor volden. Skæringspunktet er 1. april – før dette behøver man ikke at søge om det, men det skal man efterfølgende, forklarer Bjarne Christensen.

Fredericia Kommune har proaktivt taget flere tiltag for at holde mågerne væk fra kommunale bygninger.

– På Sct. Joseph har vi fx et fugleskræmsel, som aktiveres, når en måge kommer for tæt på. Vi har flere steder, hvor vi bruger en drone til at fjerne materiale, og det er i bund og grund for at håndtere problemet med mågerne. Når de slår sig ned ved fx Vivaldi, og man ønsker at mågerne ikke er der, bliver det et problem. Når mågerne har unger, bliver de ofte mere aggressive end normalt. De søger efter lette måltider. Det er en skæv kamp, konstaterer Bjarne Christensen.

I ekstreme tilfælde, hvor mågerne forårsager store gener, kan der tages handling.

– Hvis man fx ikke kan komme ind i sit eget hjem, eller til en virksomhed hvor man ikke kan komme på arbejde, kan man i undtagelsestilfælde få tilladelse til at skyde mågerne. Men det er bygningens ejer, der skal søge om denne tilladelse. Det er ikke noget, jeg kan godkende,” siger Christensen.

Naturvejlederen understreger dog, at det ikke er nemt at løse mågeproblemet.

– Vi gør faktisk noget, og vi kunne gøre endnu mere, men det kan føles som en forgæves kamp. Fx hvis jeg fjerner en rede ved Den Kreative Skole, kan de bare flytte 100 meter længere op ad gaden. Så er de på private ejendomme, og der skal ejerne selv tage initiativ, så det er virkelig en udfordring, afslutter Bjarne Christensen.

Fakta om måger

Måger befinder sig primært i kystnære områder. Historisk set har de haft en diæt, der hovedsageligt bestod af fisk, enten fanget selv eller fra fiskere i forskellige havne. På grund af ændringer i fiskerisektoren er denne fødekilde dog blevet markant mindre. Som en konsekvens ses måger nu også i områder væk fra kysten, hvor de søger efter mad.

Mågers kost består primært af fisk, insekter, ådsler, muslinger og affald. Generelt er de i stand til at konsumere de fleste organiske materialer.

På steder med udeservering kan der opstå udfordringer med måger, som udviser aggressiv adfærd i søgen efter mad. Der er rapporteret tilfælde, hvor måger har taget mad direkte fra folk eller har spist madrester efterladt på borde af gæster.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her