EVENT. Når Fredericia Håndboldklub søndag den 5. oktober fylder Fredericia Idrætscenter med ungdomskampe og til sidst en divisionskamp, er det ikke kun håndbolden, der er i fokus. Klubben markerer Lyserød Søndag og samler ind til kampen mod brystkræft med kager, kaffe og fællesskab.

Initiativet udspringer af klubbens aktivitetsråd, hvor ideen om at kombinere håndbold og velgørenhed hurtigt tog form. »Vi synes, det kunne være fedt at være med til at samle penge ind, som bliver brugt på noget nyttigt. Det betyder meget, at vi kan støtte en sag, der rammer så mange,« fortæller Mie Kjærgaard, der står i spidsen for arrangementet.

For hende og resten af klubben er det vigtigt at vise, at FHK også ser ud over banen. »Det kan jo både være forældre og bedsteforældre, der er ramt. Det betyder rigtig meget, at vi som klub kan vise, at vi tænker på dem og bakker op om sagen. Vi vil gerne støtte dem, der er syge, og dem, der har brug for hjælp,« siger hun.

Det er ikke småting, spillerne og deres familier bidrager med. Fra U11 og opefter bager hver årgang op mod 100 kager, som sælges på dagen sammen med kaffe og saftevand. »Trænerne spørger bare ud, og der er altid nogen, der gerne vil bage. Sidste år havde vi faktisk 8-10 personer, der bare kom med kager uden at være blevet spurgt. Der er en kæmpe opbakning,« fortæller Mie Kjærgaard.

Boderne bemandes af spillerne selv, og det er ikke tilfældigt. For klubben er det vigtigt, at de unge mærker, hvad det betyder at bidrage. »Det giver dem ejerskab og fællesskab. De er med til at støtte op og mærker, at de gør en forskel. Det betyder meget for dem, og de vil virkelig gerne være en del af det,« siger hun.

Lyserød Søndag bliver samtidig en hel håndbolddag i Fredericia Idrætscenter. Ti ungdomskampe fordelt på to haller og til sidst 1. divisionsdamerne på banen sætter rammen for, at man kan kombinere sport, hygge og velgørenhed. »Der er rig mulighed for både at se god ungdomshåndbold og støtte en god sag. Og så kan man jo få sig en lækker kage eller en kop kaffe undervejs,« siger Mie Kjærgaard.

Sidste år blev der solgt for næsten 8.000 kroner. I år håber klubben på at kunne runde endnu højere, men det vigtigste er at samle folk om noget meningsfuldt. »Man skal kigge forbi, både fordi man kan købe nogle virkelig lækre kager, og fordi man kan støtte en rigtig god sag. Og så er der altså også nogle vildt gode kampe at se. Det bliver en dag, hvor der er noget for både smagsløgene og hjertet,« siger hun.

Når hallen fyldes af duften af kage og farven lyserød, bliver det et synligt bevis på, at en lokal håndboldklub kan række langt ud over banen og være med til at gøre en forskel.