Danmark slog Tyskland med 34-27 i EM-finalen og fuldendte dermed det sjældne hattrick med titlerne fra VM, OL og EM. Blandt de første, der efter kampen bevægede sig ud i mixed zone, var Lukas Jørgensen. Ikke i kamptrøje, ikke med harpiks på fingrene – men med det samme smil, den samme energi og den samme tilstedeværelse, som man forbinder med ham, også selvom turneringen for hans vedkommende blev brat afbrudt allerede to kampe inde med en korsbåndsskade.
Som en anden showmand gik han rundt mellem journalister og kolleger, tog sig tid, svarede åbent og lod det aldrig komme til at handle om det, han havde mistet. I stedet kredsede samtalerne om det, han stadig var en del af.
For selvom skaden var alvorlig, ændrede den ikke på betydningen af det, der nu hang om hans hals.
»Det betyder lige så meget, som hvis jeg ikke havde været skadet. Jeg har drømt om at være en del af et hold, der har alle tre titler på samme tid, i lang tid. Det har været et ønske, jeg har haft, siden vi tog de to første, og hvor vi kunne se frem mod muligheden på hjemmebane.«
Januar måned har været alt andet end ligeud for den danske stregspiller. Fra forhåbninger og forventninger til operation, genoptræning og et liv på afstand af banen. Alligevel stod han nu midt i det hele – med medaljen, med holdet og med følelsen af at høre til.
»Januar har selvfølgelig været lidt af en rutsjebanetur for mig, men jeg er stadig sindssygt stolt og glad for at stå her nu og få medaljen.«
Spørgsmålet om, hvor han egentlig har haft det bedst – hjemme i sofaen eller midt i EM-cirkusset – falder naturligt. Svaret er ærligt og uden romantik, men også præget af den erkendelse, som mange skadede spillere før ham har haft svært ved at sætte ord på.
»Jeg har haft det godt derhjemme, men jeg tror, at glæden og oplevelserne er sjovere at være en del af her. Det er fantastisk at kunne støtte holdet og se dem gøre det inde på banen. Nu glæder jeg mig også til at være med til at fejre det.«
Fejringen bliver dog – i hvert fald ifølge hovedpersonen selv – en smule mere afdæmpet end ved tidligere mesterskaber. Ikke fordi lysten mangler, men fordi kroppen sætter sine egne rammer.
»Jeg tror, den bliver lidt roligere, end den har været ved de seneste mesterskaber. Jeg tænker, jeg finder mig en god stol og kan sidde og nyde det derfra.«
Den stol havde han i øvrigt allerede testet under kampen – placeret strategisk og med et glimt i øjet.
»Ja, en kongestol. Og den kunne jeg sagtens have siddet i resten af aftenen, hvis det var muligt. Nej, det var nogle gode drenge. Jeg kunne tydeligt mærke, at på den side, hvor Emil Jakobsen var, der var han noget stærkere i overarmen end Lasse. Det har jeg bare lovet at sige.«
Humoren lå tæt på overfladen, men bag grinene lå også erkendelsen af, at der er grænser for, hvor meget kroppen kan – og må.
»Men ellers var det rigtig fint. Jeg kunne godt fornemme, at hvis vi skulle hurtigt fra den ene ende til den anden, så ville jeg nok have haft lidt svært ved at følge med. Så jeg var glad for kongestolen. Og mit vink til publikum var for at fejre noget – og ikke som sidst, hvor jeg også var skadet.«
Den største oplevelse for Lukas Jørgensen kom dog ikke nødvendigvis under selve finalen, men i øjeblikket, hvor han for første gang vendte tilbage til arenaen under semifinalen – og mærkede den reaktion, der ventede ham.
»Det har været meget overvældende. Jeg var virkelig spændt og nervøs, da jeg gik ind i arenaen i fredags til semifinalen. Det var første gang, jeg var tilbage.«
Modtagelsen satte spor.
»Hele hallen tog imod mig med enorm kærlighed, og jeg håber, de kunne mærke, at jeg prøvede at sende alt, hvad jeg kunne, tilbage i form af kærlighed og taknemmelighed.«
Ordene kommer langsomt til sidst. Ikke fordi der mangler vilje, men fordi det hele stadig sidder i kroppen.
»Det har været utroligt. Det er et rigtig godt ord for det.«
EM-guldet blev vundet på banen. Men for Lukas Jørgensen blev det også vundet i kulissen, i relationerne og i den følelse af fællesskab, der rækker længere end spilletid og minutter på banen.
Få premium
Kommentar