SPORT. Der var dømt fest på Monjasa Park fredag aften, hvor FC Fredericia lukkede sæsonen med en flot 2-0-sejr over lokalrivalerne fra Kolding IF. Sejren blev krydret med Superliga-jubel, flot spil, mål – og et massivt jubelbrøl, da dommer Frida Mia Klarlund fløjtede af.
Monjasa Park var pyntet op til fest. Der var saxofonmusik, guldkonfetti, masser af røde og sorte flag, og en imponerende tifo. Inden kampstart blev Valdemar Birksø kåret til årets spiller, og Jesper Juelsgaard fik blomster og stående bifald, inden han blev skiftet ud allerede efter et minut i sin sidste kamp for klubben.

FC Fredericia satte sig hurtigt på bolden, men Kolding stod solidt defensivt. Gustav Marcussen viste gode takter tidligt, men skuddet efter fem minutter var for svagt og sad lige på Petersen i Kolding-målet.
Efter 17 minutter kom kampens hidtil største chance – men til Kolding IF. Et hovedstød tvang Valdemar Birksø ud i en klasseredning i fuld længde. Kolding pressede derefter på i en periode, mens Fredericia kæmpede for at få greb om kampen.
I Odense bragte OB sig hurtigt foran mod Esbjerg, og efter 23 minutter stod det 2-0 i OB’s favør. Samtidig steg intensiteten i Fredericia. Emilio Simonsen fik kampens første gule kort efter 25 minutter efter et professionelt frispark.
Efter 39 minutter eksploderede Monjasa Park første gang. Først brændte FC Fredericia en stor chance, men sekunder senere dukkede Svenn Crone op og hamrede bolden sikkert i mål til 1-0. Kort efter kogte stemningen igen, da det lignede, at en FC-spiller fik en skalle. Michael Hansen protesterede kraftigt, men det kostede ham et uforståeligt gult kort.
I pausen blev Gustav Marcussen erstattet af Jonatan Lindekilde, og hjemmeholdet satte sig på spillet fra starten af anden halvleg. Dog blev FC Fredericia hurtigt presset længere tilbage. Kolding havde flere frispark, og særligt Magnus Saaby gik hårdt til den og modtog et gult kort efter 66 minutter.
Dommeren vinkede afvisende, da publikum krævede straffespark til FC Fredericia efter 67 minutter. Kort efter foretog Michael Hansen en dobbeltudskiftning, hvor Emilio Simonsen og målscorer Svenn Crone gik ud til fordel for Patrick Egelund og Adam Andersen.
Efter en periode med få chancer eksploderede Monjasa Park endnu engang efter 75 minutter. Asbjørn Bøndergaard, der havde været ekstremt sulten hele kampen, leverede en perfekt aflevering til Jonatan Lindekilde, som iskoldt scorede til 2-0. Stadion gyngede, og Superliga-sangene rungede.
Fem minutter før tid var der igen en god FC-mulighed efter hjørnespark, men afslutningen gik i sidenettet. Der blev sunget »SU SU SUPERLIGA« overalt på stadion, og da dommeren lagde tre minutter til, rejste alle sig op. Kampen sluttede med flere frispark begået af Kolding, som gentagne gange stoppede spillet.
Stadionspeakeren bad publikum blive siddende, da et fyrværkeri skulle markere den flotte sæson. Da slutfløjtet lød, brød hele Monjasa Park ud i jubelbrøl, og spillerne jublede på banen, hvorefter et kæmpe festfyrværkeri bragede op i luften bag de jordvolde, der snart er forvandlet til superligatribuner.
Næste gang FC Fredericia løber på banen, er det i Superligaen. En historisk sæson er slut – en ny og spændende rejse venter.





