Annonce

TRAFIK. Der skal nu endnu mindre til, før nye bilister risikerer at få inddraget kørekortet, hvis de drikker alkohol og sætter sig bag rattet. En ny regel, som trådte i kraft i starten af juli, sænker nemlig promillegrænsen fra de velkendte 0,5 til blot 0,2. Denne skærpede grænse gælder i de første tre år, efter at man har bestået køreprøven og fået kørekortet i hånden. Tiltaget skal mindske risikoen for spirituskørsel, der især blandt unge og uerfarne bilister fortsat er et stort problem.

Hos Fredericia Køreskole tager indehaver og kørelærer Allan Windeballe godt imod den nye lovgivning, som han håber vil have en positiv effekt på længere sigt.

»Jeg synes, det er rigtig positivt, at politikerne har lyttet til brancheorganisationerne og har valgt at sænke grænsen. Når vi ser på statistikkerne, er det især førstegangsbilister mellem 18 og 24 år, der ofte bliver taget i spirituskørsel. Derfor tror jeg også, at hensigten har været at nå den gruppe med en mere markant regel,« siger Allan Windeballe.

Men det er vigtigt at forstå, pointerer han, at den nye lov ikke kun gælder unge bilister. Den omfatter alle, der får deres første kørekort – uanset alder. Dette aspekt har givet anledning til en del spørgsmål hos hans elever og tidligere elever på køreskolen.

»Vi har også voksne elever hos os. Lad os sige, at man hedder Peter og er 28 år, når han tager kørekort. Så gælder den nye regel altså også for ham. Peter skal overholde promillegrænsen på 0,2 i sine første tre år som bilist,« forklarer Allan.

I praksis betyder det, at man ifølge kørelæreren slet ikke bør drikke alkohol, før man sætter sig bag rattet. Selv en enkelt øl kan nemlig betyde, at man overskrider den nye grænse.

Annonce

»Drikker man bare én øl, skal man måske vente op til to timer, før kroppen har forbrændt alkoholen. Og selv dét afhænger af personens vægt, søvn, kost og helbred. Derfor lægger den nye regel reelt op til nul-tolerance,« understreger han.

For Allan Windeballe er en nul-tolerance noget, han også personligt håber, at man med tiden vil bevæge sig hen imod på landsplan.

»Hvis jeg skal komme med en personlig holdning, så håber jeg, at det her er vejen mod nul-tolerance for alkohol i trafikken. Jeg mener helt principielt ikke, at man burde drikke og køre bil.«

Forskning peger på, at kombinationen af alkohol og for høj fart hører til blandt de mest risikofyldte faktorer i trafikken. En ny rapport fra EU’s trafiksikkerhedsorgan ERSO viser eksempelvis, at en promille på bare 0,5 femdobler risikoen for en dødsulykke, mens risikoen tidobles, når promillen rammer 0,8. Da alkohol og høj fart ofte spiller sammen i alvorlige ulykker, mener Allan Windeballe derfor, at det er afgørende, at politikerne nu sender et tydeligt signal med en skærpet promillegrænse.

»Hvis tallene fortsætter med at vise, at folk kommer til skade i trafikken på grund af alkohol, så bliver man jo nødt til at handle. Min egen bil vejer halvandet ton, og den vil jeg altså ikke have over mig,« siger han med et glimt øjet.

Den nye promillegrænse er endnu ikke blevet en officiel del af undervisningsmaterialet på køreskolerne, ligesom teoriprøverne heller ikke er blevet opdateret endnu. Alligevel sørger Allan Windeballe og hans kolleger hos Fredericia Køreskole allerede nu for at informere eleverne om ændringen, så de er godt forberedte.

»Når eleverne består prøven, får de af den prøvesagkyndige udleveret en seddel, hvor de bliver gjort opmærksomme på de nye regler. Og selvfølgelig nævner vi det også løbende,« fortæller han.

Men undervisningen handler ifølge Allan ikke kun om selve lovgivningen. Mindst lige så vigtigt er det at tale åbent med eleverne om konsekvenserne af spirituskørsel og gøre dem klar til at sige fra i svære situationer.

»Vi bruger eksempelvis videoer fra Rådet for Sikker Trafik, som meget tydeligt viser konsekvenserne af spirituskørsel. Vi tager også dialogen med eleverne om, hvordan man siger fra, hvis man eksempelvis er til gymnasiefest, og én vil køre efter at have drukket to eller tre øl. Det er vigtigt, at der er et åbent rum til at sige fra i de situationer,« siger han.

Generelt oplever Allan Windeballe stor åbenhed og lydhørhed blandt eleverne. Samtidig hører han også nogle gange fra tidligere elever, der har behov for at få genopfrisket reglerne og forstå, hvordan den nye promillegrænse konkret påvirker dem.

»Jeg får faktisk nogle opkald fra tidligere elever, som spørger, om de stadig er omfattet af reglen, selvom de måske allerede er voksne. Og svaret er klart ja – reglen gælder, indtil man har haft sit kørekort i tre år,« forklarer Allan Windeballe.

Han håber, at den nye regel ikke blot vil få en effekt her og nu, men også skabe en langsigtet ændring i danskernes holdning til alkohol i trafikken. Allan peger på historiske eksempler, hvor holdningsændringer har skabt store kulturelle skift.

»Jeg håber, at det her kan skabe en kulturændring. Engang måtte man jo drikke på arbejdspladserne, så man havde en promille på én – selv ude på vores lokale bryggeri. Den tid er heldigvis forbi, og det viser, at vores værdier kan ændre sig. Jeg tror og håber, at det samme vil ske med alkohol og trafik,« afslutter Allan Windeballe.

Læs også

Annonce