KRIMI. En ellers rolig lørdag eftermiddag i Fredericia blev forstyrret af ballade midt i byen. Klokken var omkring 17, da Sydøstjyllands Politi modtog en anmeldelse om, at to personer var i slagsmål på gaden i Gothersgade.
Ifølge vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Steffen Wolf, rykkede en patrulje hurtigt ud.
»Vi kommer forholdvis hurtigt frem til stedet og kan på baggrund af vidneforklaringer konstatere, at der stadig står to personer, som har været i slagsmål med hinanden,« fortæller han.
De to personer, som stadig stod på stedet, viste sig at være lokale – den ene 21 år, den anden 45. Politiet ved endnu ikke, hvad der udløste opgøret midt på gaden.
»Af ukendte årsager har de været i slagsmål med hinanden. Begge har fået en bøde for voldelig optræden efter ordensbekendtgørelsen og er blevet sigtet,« siger Steffen Wolf.
Slagsmålet blev ifølge politiet hurtigt brudt op, og der er ikke meldinger om alvorlige personskader. Alligevel skabte episoden opsigt blandt folk i området, der kunne overvære, hvordan to personer stod midt i et fysisk opgør, inden ordensmagten greb ind.
Udover episoden i Gothersgade har Sydøstjyllands Politi ikke haft andre sager at berette om fra Fredericia det seneste døgn.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag formiddag klokken 10.00.