Fredericia Kommune og Lidl har indgået aftale om at etablere lyskryds og udbygning af venstresvingsbane i krydset Snaremosevej/Gl. Landevej. Aftalen er indgået i enighed og med ønsket om at sikre en god adgang til dagligvarebutikken. Det er da også netop Lidls behov og ønske om et lyssignal i krydset, der har medført, at Fredericia Kommune har nikket ja til etableringen af et lyskryds.

Først ville LIDL betale, så fandt de en juridisk årsag til ikke at betale, så havnende den på Fredericia Kommunes bord, så hørte ingen fra LIDL, imens fortsatte krydset med at være farligt, og det vil det være lidt endnu, men kun lidt, for nu er der fundet en løsning.

– Det er med stor tilfredshed, at Lidl og kommunen har kunnet indgå en aftale, som sikrer at krydset nu får lyssignal, til glæde for de mange kunder ved Lidl, siger Bo René Schjødt Andersen, der er fagchef for erhverv, mobilitet og byudvikling, og tilføjer:

– Derfor synes jeg også, at vi nu ser fremad, og jeg ser frem til et godt samarbejde omkring krydsombygningen. Med de forbedrede adgangsforhold til området, håber vi at kunderne vil benytte de fine forhold omkring den nye Lidl-butik.

Parterne er enige om, at et lyskryds vil gøre det mere sikkert at komme igennem krydset, men også få trafikken afviklet mere glidende end det sker i dag.

Det bliver Lidl selv, der projekterer vejanlægget og står for den direkte kontakt med entreprenøren.

– Vi har hele tiden ønsket at bidrage til at der kom en god trafikal løsning, som giver en let og sikker adgang til butikken. Derfor er vi tilfredse med, at vi nu har fundet en god løsning som giver netop det, siger Mads T. Nielsen Udviklings- og Ejendoms direktør i Lidl Danmark.

Lidl betaler ombygningen krydset inklusiv signalanlægget. Kommunen betaler omkostningerne ved etablering af en venstresvingsbane på det vestlige ben af Snaremosevej, da denne forbedring har kun en lille betydning for Lidl´s drift af dagligvarebutikken. Det betyder at krydset fremtidssikres i forhold til den øgede trafikmængde i takt med at området udvikles og vokser. Både de ligeud kørende og de svingende trafikanter på Snaremosevej vil opleve en mere glidende og sikker trafik.

Kommunens andel er et fast beløb og ændres ikke uanset om ombygningen af krydset bliver dyrere end forventet. Ombygningen kommer til at foregå fra januar til maj 2025. Der vil være kortvarige vejlukninger i løbet af vinterferien i uge 7.

Kommunen overtager det færdige anlæg, når det er færdigt.

1 KOMMENTAR

  1. Tak til Fredericia avis for god information.
    Endelig en god løsning både borgere og virksomhederne. Men kan jo håbe, at Fredericia Kommune forsætter med gode løsninger til gavn for både borgere og virksomhederne. Mvh. Jan Voss Hansen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her