Den ulighed, som kommer af, at mennesker ikke kan leve værdige liv, fordi de fødes med mentale eller fysiske handicap, eller fordi de rammes af sygdom og ulykker. Den ulighed, som kommer af, at børn fødes ind i familier, hvor forældre på grund af misbrug og psykiske udfordringer ikke tager sig ordentligt af børnene. Det er uligheder, som Liberal Alliance, ligesom alle andre gode mennesker, vil mindske med alle acceptable midler.
Men debatten om såkaldt “økonomisk ulighed” bør ikke begrænses til denne virkelige og uretfærdige ulighed. Når partier som Enhedslisten, Socialdemokratiet og Venstre beklager sig over “fordelingen af skattelettelser” ved en afskaffelse af top- og toptopskat i Danmark, handler det på intet tidspunkt om mennesker, som er ramt af den type uheld, vi fortsat skal bekæmpe. Det handler 100 procent om, at disse partier har svært ved at acceptere, at nogle har mere succes med at tjene penge end andre, intet mindre end en genreral totalt manglende forståelse af hvordan den virkelige verden fungere.
Den sociale indsats i Danmark står og falder ikke med de maksimalt 1 procent af de offentlige udgifter, som finansieres med opkrævning af top- og toptopskat. Selv hvis vi havde en flad beskatning, hvor alle indkomster blev ramt af den nøjagtigt samme skatteprocent, ville personen med en indkomst på 4 mio. kr. stadig betale 10 gange så meget i skat som personen med en indkomst på 400.000 kr. Alle, der forstår procentregning, forstår også, at udsagnet “de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder” ikke afhænger af en progressiv skatteprocent.
Den debat, som vi faktisk har om såkaldt “ulighed” i forbindelse med en afskaffelse af top- og toptopskat, handler derfor om noget ganske andet, nemlig:
Synes vi, at vi skal have et samfund, hvor mennesker ved egen indsats skal have lov til at klare sig økonomisk godt? Hvor det er muligt at have overskud, som kan geninvesteres i nye virksomhedsidéer til gavn for hele samfundet? Eller som kan bruges på privat godgørenhed, hvor man mener, at det offentlige ikke gør det godt nok? Eller som kan bruges på at forsøde livet for egen familie?
Ser vi virkelig skævt til vores gamle ven fra folkeskolen, vores søster eller vores kollega, som på grund af flid, disciplin, dygtighed, målrettethed eller en blanding af det hele endte med en højere årsindkomst end vi selv gjorde?
At være din egen lykkes smed er ikke egoisme, men hjælp til selvhjælp ved igennem flid at opsøge det held der skal til for at arbejds- og privat livet lykkes.
I vores samfund tager vi os af dem, som rammes af uheld. Den ulighed vil vi alle gøre noget ved. Det er grundprincipperne i er velfærdssystem.
I Liberal Alliance blander vi det ikke sammen med den såkaldte “ulighed”, som kommer af, at halvdelen af befolkningen er bedre til at tjene penge end gennemsnittet.
Poul Rand, Lokalformand Liberal Alliance i Fredericia og KV25 Kandidat.
