Liberal Alliances byrådskandidat i Fredericia, Helene Lykke, stiller spørgsmål ved behovet for en ny skolebygning og retter kritik af politikerne for ikke at lytte nok til borgerne. Samtidig ønsker hun færre bureaukratiske krav til private børnepassere og mere tillid i det kommunale system.
Helene Lykke: »Vi skal bruge borgernes penge med omtanke – ikke bygge nyt for prestige«
Liberal Alliances byrådskandidat i Fredericia, Helene Lykke, har de seneste måneder besøgt flere af kommunens institutioner og skoler. Et besøg på Kristinebjergskolen fik hende til at stille spørgsmål ved kommunens planlagte skolebyggeri.
»Jeg havde egentlig forventet, at det var noget gammelt lort – det må man jo ikke sige, men sådan havde jeg hørt det omtalt. Men jeg kunne simpelthen ikke se, at bygningerne var i dårlig stand. De så jo flotte ud,« siger hun.
Efter besøget bad Helene Lykke om aktindsigt i skolernes tilstands- og energirapporter. Ifølge hendes beregninger vil en renovering koste markant mindre end at bygge nyt.
»Der er lavet en beregning fra 2019, hvor det samlede renoveringsbehov på Skolestrukturen og daginstitutionerne løber op i cirka 190 millioner kroner eksklusive moms. Hvis man justerer for inflation, lander det på omkring 237 millioner – og kommunen har budgetteret med knap 300 millioner. Det undrer mig,« siger hun.
Lykke frygter, at prestigeprojekter og nye miljøkrav får prisen til at stige yderligere. »Vi ved jo godt, at offentlige byggerier sjældent holder sig inden for budgettet. Så spørgsmålet er, hvorfor man bruger så mange penge, når man kunne renovere de eksisterende skoler og få mere for pengene,« siger hun.
Ud over økonomien peger Helene Lykke på klimahensynet: »Det er også rigtig dyrt CO₂-mæssigt at rive ned og bygge nyt. Vi har smukke murstensskoler, der kan renoveres og vedligeholdes – det ville være langt mere bæredygtigt.«
Tillid og dialog mangler
For Helene Lykke handler debatten om mere end mursten – det handler også om tillid mellem politikere og borgere. Hun oplever, at mange fredericianere ikke bliver hørt.
»Jeg har været til mange debatter i løbet af valgkampen, og der er ét tema, der går igen, uanset emnet: Borgerne føler ikke, at politikerne lytter. Og når man ikke bliver lyttet til, mister man tilliden. Det er ret alvorligt,« siger hun.
Hun peger på, at Fredericia i en nylig undersøgelse fra Epinion scorer lavt på borgernes tillid til lokalpolitikerne. »Det hænger sammen med, at man som byråd ikke svarer borgerne, når de skriver eller ringer. Det burde være en selvfølge, at man interesserer sig for de mennesker, man repræsenterer,« siger hun.
Mindre kontrol, mere tillid i dagplejen
Helene Lykke fremhæver også private børnepassere som et område, hvor tilliden halter – og hvor kommunen ifølge hende pålægger unødigt bureaukrati.
»I Fredericia er der omkring syv private børnepassere, og forældrene skal hver måned dokumentere, at de har betalt, og børnepasseren skal skrive under på, at hun har modtaget pengene. Det hele skal sendes ind til kommunen, hvor en medarbejder sidder og administrerer det. Det er tidskrævende og dyrt,« siger hun.
Hun mener, at kontrollen er udtryk for manglende tillid: »Forvaltningen smører lidt tykt på. Det er som om, man hellere vil styre og kontrollere end at have tillid til borgerne. Og når man kombinerer det med, at politikerne ikke lytter, så får man en ond cirkel, hvor ingen stoler på hinanden,« siger hun.
Helene Lykke håber, at den kommende valgperiode vil bringe mere åbenhed og dialog mellem borgere, forvaltning og politikere. »Det handler ikke om at spare for enhver pris. Det handler om at bruge pengene fornuftigt – og at vi som politikere husker, at det er borgernes penge, vi forvalter,« siger hun.














