POLITIK. Poul Rand, lokalformand og byrådskandidat for Liberal Alliance Fredericia, går ind i kommunalvalgkampen med klare mål og ønsker om forandring. Partiet stiller med et fokuseret hold af kandidater, hvor kvalitet vægtes over kvantitet.
– Vi ønsker kandidater, der reelt har ambitioner om at blive valgt og gøre en forskel. Det handler om at levere klar liberal politik og ikke blot at opstille kandidater for synets skyld, siger Poul Rand.
Han understreger, at Liberal Alliance går efter at opnå minimum to pladser i byrådet for at sikre indflydelse i økonomiudvalget, hvor partiet mener, at den egentlige politiske magt ligger.
– Vi har stærke kompetencer inden for økonomi og ønsker at bruge dem til at sikre en mere ansvarlig styring af kommunens økonomi. Fredericia har behov for et grundigt kasseeftersyn og en gennemgang af kommunens administrative struktur for at opnå større effektivitet og færre administrative niveauer, forklarer Poul Rand.
Selvom Liberal Alliance indgår i et teknisk valgforbund med andre blå partier, lægger Poul Rand ikke skjul på, at der er klare politiske forskelle.
– Vi respekterer de andre blå partier, men vi mener, at der mangler en klar liberal stemme. Vi ønsker at gøre op med status quo og skabe en reel politisk forandring, der tager afsæt i økonomisk ansvarlighed og mere lokal selvbestemmelse, siger han.
Partiet vil også arbejde for at nedbringe udgifterne til det politiske niveau ved at reducere antallet af politiske udvalg. Et samarbejde med Socialdemokratiet om borgmesterposten afvises klart af Rand.
– Vi står fast på vores principper og har fået klar besked fra vores partiledelse om ikke at pege på en socialdemokratisk borgmester, siger han.
Ifølge Rand handler fremtidens Fredericia om en ansvarlig udvikling med fokus på en sund økonomi, mindre bureaukrati og mere lokal beslutningskraft på områder som skoler og plejehjem. Liberal Alliance håber at kunne være afgørende i at forme denne udvikling efter valget.
Se meget mere i interviewet her
Han er eddermaneme en klog og sej mand, ham Poul Rand! God Dansk vind 💯🇩🇰