En sommerdag i Fredericia kan være noget af det smukkeste. Volden, stranden, udsigten over Lillebælt. Historien, der sidder i murene, og stoltheden over at være en by med både hjerte og fremtidstro.
Men tag en tur ud i virkeligheden. Tag cyklen, eller gå en tur, som turisterne gør det, og se på byen med friske øjne. Du skal ikke langt, før tidslerne står som vagter langs stierne. Græsset har taget magten og vokser i meterhøjde. Flere steder er stierne ufremkommelige. Det er ikke bare i små, skjulte hjørner, men på de mest besøgte steder, hvor vi burde vise byen frem fra sin bedste side.
Nogen vil sige, at det er biodiversitetens tid. At vi skal lade naturen være vild. Men det her er ikke vildskab med omtanke. Det er sjusk. Og det er synd. For en by, der gerne vil være attraktiv for både turister og nye borgere, kan ikke gemme sig bag tidsler og torne.
Prøv at gå barfodet op fra stranden en sommerdag. Det burde være en fri fornemmelse. Men nu skal små børnefødder manøvrere udenom stikkende planter. Og mens vi taler om fødder, så lad os også se på cykelstierne. Fredericia vil være cykelby, og vi byder endda ind på PostNord Danmark Rundt. Men en tur gennem de mest trafikerede områder afslører huller i asfalten, ødelagte nedkørsler og lapper, der ikke holder.
Legepladserne, som burde være små oaser for børnene, er så tilgroede, at gyngerne næsten forsvinder bag ukrudt. Det er et trist syn.
Det her er ikke et enkelt års forglemmelse. Det er en kultur, der har sat sig. En måde at drive byen på, hvor man accepterer, at standarden ikke er høj. Og når først den kultur har slået rod, tager det lang tid at ændre.
På den positive side er Fredericia stadig en flot by. Den er skøn at være i. Historien lever, og vi har noget, mange andre byer misunder os. Men det fritager os ikke for at tage ansvar for, hvordan byen fremstår. For på denne tid af året, når vi er på vores højdepunkt, skal vi også se sådan ud.
Vi kan ikke nøjes med at tale om ambitioner. Vi kan ikke nøjes med slogans. Hvis vi vil fremad, skal det kunne ses. Det kræver, at nogen ikke bare slår græsset og reparerer hullerne, men også ændrer tankegangen, så det bliver en selvfølge, at byen står skarpt – hele året, og når nogen bruger millioner via fonde på Fredericia, så skal den efterfølgende drift tænkes ind.
Ellers kan vi skrive herfra og til næste valg, uden at noget ændrer sig. Og det vil være synd. Ikke kun for Fredericia, men for os alle, der kalder den vores by.
