Det er påfaldende, at der er så larmende tavshed fra ledelsen af den socialdemokratiske byrådsgruppe. Dette på trods af, at der er kommunalvalg om kun to uger. Hvad er de bange for?
Vi har på fredericiaavisen.dk stor rækkevidde ud til den fredericianske befolkning. Når man modtager en papiravis i sin postkasse midt på ugen, så åbnes den og læses én gang, hvorefter den smides ud. Udover at det er et vildt miljøsvineri i en tid, hvor hele jordkloden kæmper for at reducere klimabelastningen, fortæller det en historie om, hvordan man stædigt fastholder gamle normer og ikke er omstillingsparat.
Og i forhold til virkelighedens politiske landskab, der er digitalt, er det et tegn på en svækkelse af det demokratiske budskab, hvis politikere bevidst undlader at deltage i den offentlige debat.
Det gør borgmesteren og størstedelen af de valgte socialdemokrater.
Hvorfor?
Nogle socialdemokrater forklarer i kommentarspor på de sociale medier, at de føler sig forfulgte af dårlige historier. Hvordan? Aviserne skriver hovedsageligt, hvad ledelsen selv siger og gør. Alternativet ville være ikke at bringe det?
Hvorfor må fredericianerne ikke få at vide, hvad så mange magtfulde socialdemokrater vil med Fredericia? Borgmesteren forklarede spydigt på seneste byrådsmøde, at man ikke vil fremlægge noget ønske- eller sparekatalog før efter valget. Han kaldte alle de andre partiers (uden undtagelse – det er samtlige) budgetter de seneste to år for ønsketænkning og tilføjede, at det vil være en økonomisk ruin om få år.
Undskyld, men det betyder jo så også, at Christian Bro og den socialdemokratiske ledelse vil noget andet, og det kan KUN betyde besparelser, når man siger, at der ikke er penge.
Hvilke besparelser ønsker Socialdemokratiet, Christian Bro?
Hvem skal spændes for?
Hvor i velfærdssektoren vil I spare?
Hvad skal omprioriteres?
For det klinger særdeles hult at gå til valg på “velfærd” og “en sikker Bro til fremtiden”, når man rasler med sparesablen uden overhovedet at ville fortælle, hvad det kan betyde for vælgerne. Må vi minde om, at Socialdemokratiet i årevis har krævet besparelser og gennemført dem som borgmesterparti?
Hvem husker ikke de kroniske “sparekataloger” år efter år?
Hvis borgmesteren har ret i sin analyse af de andre partiers budgetaftale, vil fredericiaavisen.dk på vegne af den fredericianske befolkning gerne efterlyse konkrete svar.
Borgmesteren har afvist at deltage i AVISENs store valgdebat den 12. november, selvom den debat ikke handler om gamle sager, men om hvilke drømme og visioner, han har for byen. De andre stiller med spidskandidater, men Socialdemokratiets formand i Fredericia har meldt, at han sender viceborgmester Vibe Dyhrberg – få dage før valget. Måske deltager han i duellen den 16. december?
Hvad er Christian Bro bange for?
De ledende socialdemokrater vender ikke tilbage på gentagne mundtlige og skriftlige henvendelser. Det er uværdigt for et demokrati, hvis man kun ønsker at stille op hos medier, man kan kontrollere eller lide, er man ude af trit med befolkningen. For vi savner svar på, hvor Socialdemokratiet vil hen med Fredericia de kommende fire år, gerne med tal.
Siden Steen Wrist har Socialdemokratiet kastet sin kærlighed på ukritiske medier, der villigt bringer borgmester-tv og skolebladsnyheder. Den tendens er fortsat, og det er ærgerligt – for vi formidler gerne visioner for fremtidens Fredericia og hører, hvilken vej borgmesteren vil.
Indtil videre må vi konstatere, at borgmesteren og hans partis ledelse udelukkende ønsker magten. Så finder de ud af resten selv bagefter. Der er ingen folkelig dialog om indholdet eller konkrete eksempler. På et debatmøde i Egeskov efterlyste partierne fra Enhedslisten og ud til alle sider konkrete bud. Men der var tavshed.
Den tavshed er der stadig. Det er yderst vanskeligt at komme i dialog med Socialdemokratiets politiske ledelse om historier, dueller, indslag og visioner. Dog har borgmesteren deltaget et større interview med AVISEN om mennesket bag politikeren, den aktuelle status og Socialdemokratiets valgprogram, men vi mangler stadig svar på det store spørgsmål: Økonomien.
Generelt trækkes tiden, og der findes en masse undskyldninger for at vente med at svare. Der er ikke den åbenhed, man møder fra andre socialdemokrater på deres liste – eller fra partifæller i andre kommuner. Der er heldigvis kandidater, der tør sige, hvad de går til valg på.
Eller John Nyborg, der i læserbreve fortæller, hvor synd det er for medarbejderne i kommunen, hvis der stilles spørgsmål.
Eller Ole Steen, der gratis går rundt på Facebook og fortæller om alle sine drømme – uden at fortælle, hvor pengene skal komme fra.
Det er en gavebod af drømme, men det klinger hult, når partiet ikke selv vil fremlægge økonomi og budget.
I øvrigt glemmer Socialdemokratiet i Fredericia, der i sit valgoplæg bruger sætninger på at fortælle, hvor vigtigt det er med den gode tone, selv spillereglerne.
Det virker helligt – men i dette tilfælde er det ikke religion.
Det er dobbeltmoralsk.
Og det klinger hult – også selv når de komiske ali’er kommenterer på Facebook.
Alle lader til at være enige om, at vi er nødt til at efterlyse Socialdemokratiets ledelse i Fredericia Kommune.
Hvor er I henne?
Christian Bro
Ole Steen Hansen
John Nyborg
Tør I kun sende viceborgmesteren i byen?
Henvendelse på Norgesgade 48, 7000 Fredericia, hvis I vil fortælle fredericianerne, hvilken vej I vil bringe Fredericia? Vi lytter gerne til jeres sikre Bro til fremtidens Fredericia og vi bringer det gerne.














