SPORT. KIF Kolding har altid haft en stærk tradition for at dyrke det fysiske, taktiske og tekniske aspekt af håndbolden. Men i en sport præget af små marginaler og højt pres bliver det mentale aspekt stadig vigtigere. Derfor styrker klubben nu denne indsats ved at tilknytte tidligere landsholdsstjerne, OL-guldvinder og medlem af Sportens Hall of Fame, Lasse Svan, som ny mentaltræner.
Samarbejdet markerer et strategisk skridt for KIF Kolding, der nu prioriterer arbejdet med mental sundhed på lige fod med den fysiske træning og sportslige udvikling. Lasse Svan tilknyttes truppen i forbindelse med sæsonopstarten og følger herefter holdet tæt gennem hele sæsonen.
Lasse Svan ser selv frem til sin nye rolle og de opgaver, der venter ham:
»Jeg glæder mig til at arbejde med holdet og trænerstaben. Kolding har nogle klare mål for næste sæson, og dem skal vi finde de optimale betingelser for at kunne opfylde. Jeg ser frem til samarbejdet og til at tage endnu et vigtigt skridt mod en stærk og bæredygtig klubkultur – både på og uden for banen,« siger Lasse Svan.
Hos KIF Kolding glæder man sig ligeledes til samarbejdet med den erfarne håndboldprofil og ser frem mod den kommende sæson med styrket fokus på mental sundhed.
