Avisen

Nyheder og indsigt fra Fredericia.

fredericiaavisen.dk › Samfund

Lærerne vil gerne blive i folkeskolen, men kan ikke holde til det

Lærerne vil gerne blive i folkeskolen, men kan ikke holde til det

SAMFUND. Lærerne vil gerne blive i folkeskolen, men mere end halvdelen tror ikke, at de kan holde til det. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening.

55 procent af lærerne og børnehaveklasselederne svarer, at de med de nuværende forhold ikke kan holde til et langt arbejdsliv i folkeskolen. Samtidig siger 84 procent, at de gerne vil blive i folkeskolen hele deres arbejdsliv, hvis forholdene bliver bedre.

»Det er et meget tydeligt signal,« siger formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen.

Ifølge formanden vil lærerne og børnehaveklasselederne rigtig gerne folkeskolen, men alt for mange oplever, at rammerne gør det umuligt at holde til et helt arbejdsliv.

Lærerne har et klart bud på, hvad der skal til. 74 procent peger på færre undervisningstimer, 69 procent på bedre støtte til elever med særlige behov og 68 procent på mere tid til forberedelse. 53 procent vil have flere timer med to lærere i klassen, og halvdelen ønsker mindre støj og uro i undervisningen.

Lærerforeningen peger på, at omkring 40.000 uddannede lærere i dag arbejder uden for folkeskolen.

»Vi løser ikke folkeskolens problemer uden flere uddannede lærere i klasseværelserne,« siger Gordon Ørskov Madsen.

Regeringen har meldt ud, at den vil investere et milliardbeløb i folkeskolen. De første 900 millioner kroner er sat af på finansloven for næste år, og det tager lærerformanden godt imod. Samtidig er regeringen gået i gang med en trepart om folkeskolen.

Del artiklen

Læs også

Unge danskere trives langt dårligere end de ældreSeniorer på op til 90 år får penge til julefestenByrådsmedlem kæmper mod 117 andre om plads i AP Pensions repræsentantskabHver tredje lærer har været sygemeldt med stress