Efter Dinamo Bucurestis sejr over Fredericia Håndboldklub i Champions League stod den danske stregspiller Frederik Ladefoged klar til at tale med AVISEN. Rygter havde svirret om, at både Fredericia Håndboldklub og GOG var interesseret i at hente ham hjem til Danmark efter hans tid i tyske Bergischer HC.
Der var rygter om, at FHK muligvis var på markedet for at tilknytte en ekstra stregspiller. Det skete ikke, selvom Ladefoged lå til højrebenet, da Bergischer rykkede ud af Bundesligaen. Han skulle beslutte, om han ville vende tilbage til Danmark eller fortsætte sin håndboldrejse i udlandet. Han fortalte om processen:
– Det var selvfølgelig et tema for mig, hvad jeg skulle gøre, efter vi rykkede ned med Bergischer. Men det var egentlig relativt klart for mig, at jeg gerne ville blive i udlandet. Og så startede snakken med Dinamo stille og roligt. Det tager selvfølgelig lidt tid, og det var også et stort skridt at skifte fra Bundesligaen til en tur til Østeuropa. Så det tog lidt tid, men det var egentlig noget, der relativt hurtigt blev klart, siger Ladefoged.
Ingen kontakt med Fredericia Håndboldklub
Rygterne om en mulig tilbagevenden til Danmark blev afvist af Ladefoged. På spørgsmålet om, hvorvidt Fredericia Håndboldklub var en mulighed for ham, svarede han kort og kontant:
– Nej, siger Frederik Ladefoged.
Da AVISEN spurgte ind til, om der dermed var nogle falske rygter i omløb, uddybbedr han:
– Jeg har godt set rygterne på nettet, men jeg har ikke haft nogen samtaler med FHK, slår danskeren fast.
Dette sætter en stopper for spekulationerne og bekræfter, at der ikke har været konkret interesse fra Fredericia Håndboldklubs side, eller at han selv har overvejet en hjemkomst til den danske liga.
Tilpasning til livet i Østeuropa
Overgangen fra Tyskland til Rumænien har været en lærerig oplevelse for den danske spiller. Ladefoged delte sine første indtryk af både klubben og landet:
– Først og fremmest er der utroligt mange indtryk, man skal suge ind. Det skal man i alle lande; det skulle jeg også, da jeg kom til Tyskland, siger den danske stregspiller, som også har en fortid i blandt andet SønderjyskE.
Han fortsatte med at beskrive sin nye klub:
– Men Dinamo er en kæmpe klub. En klub, hvor det er forventet, at man vinder, ligesom det var i dag. Men i alle aldre har der været utroligt mange nye indtryk og mange nye ting, man skal forholde sig til. Og det er også et hold med store profiler, der har spillet på store adresser, der lige skal finde hinanden. Og med nye trænere. Det er sådan lidt tricky, men vi begynder at finde hinanden mere og mere, jo flere uger der går, siger Frederik Ladefoged.
Kontrasterne i Bukarest
Livet i Bukarest byder på mange kontraster, hvilket Ladefoged også oplever i dagligdagen:
– Det varierer meget. Der er utroligt fede områder og områder, der også har vibes af større nordeuropæiske byer. Men det er klart, det er også et gammelt kommunistland, og der findes også markante bygninger, og der er slum nogle steder. Det er jo også en kæmpe by, så det giver lidt sig selv, at der er forskelle på områderne, slutter Frederik Ladefoged.