Selvom Liberal Alliance endnu ikke har en plads i Fredericia Byråd, ser partiets spidskandidat til kommunalvalget i 2025, Christian Jørgensen, og byrådskandidat Poul Rand, allerede nu frem mod de kommende budgetforhandlinger. Med klare holdninger til kommunens økonomiske udfordringer er partiet forberedt på at tage ansvar, hvis de får mulighed for det efter valget.

Budgetforhandlingerne står for døren i Fredericia. Liberal Alliance sidder ikke med ved bordet, endnu. Det kommer de til, hvis man skal tro meningsmålingerne. Derfor følger de intenst med i budgetforhandlingerne, som skal i gang og glæder sig til at se, hvad byrådets partier finder frem til, når der indgåes et forlig. Hvis det står til Liberal Alliance, finder det nuværende byråd frem til økonomisk ansvarlighed.

For Christian Jørgensen er det afgørende, at budgetterne i Fredericia Kommune afspejler den virkelighed, som kommunen står overfor.

– I første omgang skal man have et retvisende billede af situationen, det vil et liberalt økonomisk ansvarligt parti bede om. Der kommer til at mangle skatteindtægter fra Ørsted. Det kunne være specialiserede specialområde, hvor udfordringer fortsætter, og det kunne være ældreområdet, hvor demografien viser, at der kommer flere udgifter. Mangler der eksempelvis 100 millioner kroner i kassen, så ville vi, hvis vi sad med ved bordet, arbejde med at finde ud af, hvor de penge skulle findes henne, forklarer Jørgensen.

Liberal Alliance mener, at det er nødvendigt at konfrontere de økonomiske realiteter i stedet for at skjule dem bag optimistiske prognoser. Dette krav om et retvisende budget er i høj grad baseret på erfaringer fra tidligere år, hvor uforudsete udgifter har skabt udfordringer for kommunen.

Udfordringer med skatteindtægter og demografi

Poul Rand supplerer Jørgensens udtalelser ved at understrege de specifikke økonomiske udfordringer, som Fredericia står overfor.

– De 44 millioner kroner er fra ét firma. Så er der også andre tabte indtægter, og så ved vi ikke, hvordan personskatterne ser ud, og der kommer flere børnefamilier ind og flere ældre. Der kommer flere ældre, som vil kræve flere plejehjem. Det er ekstraomkostninger. Sparer man 100 kroner på de ældre eller de socialt udsatte, hvad betyder det så? Kommer der så 25 kroner ekstra et andet sted? Det mangler vi at se, påpeger Rand.

Han advarer mod at tage prognoser for givet, da erfaringen viser, at de ofte ikke holder stik.

– Fremskrivningerne er i orden, men vi ved, at det ikke passer, når det er trykt på papir. Det har vi set år for år. Lad os derfor se på de kortsigtede budgetter først, siger Rand.

Hans bekymring understøtter Jørgensens krav om, at budgetter skal være retvisende og tage højde for både kendte og potentielt ukendte faktorer.

Udfordringen med uforudsete udgifter

Et af de tilbagevendende problemer, som Fredericia Kommune står overfor, er uforudsete udgifter på centrale områder som det specialiserede skoleområde, ældrepleje og det generelle skolevæsen. Poul Rand understreger, at disse uforudsete udgifter ofte underminerer kommunens økonomiske stabilitet.

– Der vil altid komme uforudsete udgifter. Det er de samme områder hver gang: det specialiserede område, skole og ældre, og det ville måske være en god idé at udskille det specialiserede skoleområde, så man ikke tager pengene fra skolebudgettet. Det hænger desværre sammen. I min verden er det forkert, siger Rand.

Rand foreslår i stedet, at man bør overveje en separat budgettering for det specialiserede skoleområde for at sikre, at midlerne til det generelle skolevæsen ikke bliver udhulet.

Nødvendigheden af kloge besparelser og omprioriteringer

Christian Jørgensen mener, at uanset hvor stort underskuddet er – om det er 40 eller 100 millioner kroner – er det bydende nødvendigt at foretage kloge besparelser og omprioriteringer for at bringe kommunens økonomi i balance.

– Uanset om det er 40 eller 100 millioner kroner. Det ved vi ikke, da vi ikke har fået præsenteret det første budgetudkast, som forvaltningen fremlagde tilbage i april. Det der tegner sig, er, at man er nødt til at spare penge, medmindre servicerammen bliver forhøjet. Det gør den næppe, udtaler Jørgensen.

Han opfordrer de nuværende politiske partier i byrådet til at tage ansvar og forholde sig til, hvor der skal spares, og hvordan besparelserne skal gennemføres.

– Så kunne det være interessant, at de politiske partier, der tager ansvar, forholder sig til, hvor de vil spare henne, hvordan der skal spares, og om der kan være kloge besparelser. Det ville være vores take på det ved bordet. Det vil ikke handle om et stort projekt, der står Liberal Alliance på. Vi vil tage medansvar for omprioriteringer, der skulle findes, siger Christian Jørgensen.

Jørgensen kritiserer også den praksis, hvor der bliver lavet budgetter, der ikke stemmer overens med virkeligheden.

– Noget af det, der har irriteret mig grænseløst i de år, jeg har været i politik, har været diskussionen om retvisende budgetter. Det er vanvittigt at diskutere, om budgetter skal være retvisende. Budgetter er budgetter. Det skal stemme med virkeligheden. Hvis man ved med tal fra KL, at det specialiserede område på landsplan stiger med x procent, og man ved, at udgifterne til ældre stiger, så kan man ikke sidde som kommune og budgettere lavere end det, hvis man er mere udfordret end landsgennemsnittet. Man er nødt til at lave det retvisende budget, og så må det vise de større tal og prioritere at finde de penge, fastslår han.

Jørgensen antyder desuden, at den nuværende praksis med urealistiske budgetter kan være årsagen til de gentagne budgetoverskridelser, som Fredericia Kommune har oplevet.

– Man kunne mistænke, at det er det, der er sket i indeværende budget, hvor der er kommet overskridelse på overskridelse, siger han.

Kritik af små besparelser og opfordring til administrative nedskæringer

Jørgensen er også kritisk overfor, hvordan visse besparelser bliver prioriteret i det nuværende byråd. Han fremhæver Kultur- og Idrætsudvalgets budget som et eksempel, hvor små besparelser ikke nødvendigvis giver den ønskede effekt.

– Da vi ikke har materialet foran os, kan vi ikke forholde os til det, men partierne i byrådet kan se, at de skal tage ansvar for og gøre. Kigger man på Kultur- og Idrætsudvalget, så er der kerneopgaver som velfærd og sådan noget, og al respekt for det, men Kultur- og Idrætsbudgettet fylder to procent af den samlede økonomi. Det med at lukke bowlingcentret og spare omkring 120.000 kroner er ikke noget, der batter. Det er fis i en hornlygte. Det betyder, at pensionisterne nu skal køre til Middelfart for at bowle for at spare 120.000 kroner. Man skal skære i de administrative lag på ledelsen i stedet, siger Jørgensen.

Effektivisering af den kommunale organisation

Poul Rand støtter Jørgensens kritik og tilføjer, at der er behov for en bredere gennemgang af, hvordan Fredericia Kommunes organisation er opbygget.

– Skal det hænge sammen, så skal vi se på, hvordan organisationen er bygget op hele vejen igennem. Det vil jeg meget gerne være med til, selvom det ikke er en rar opgave. Der er mange dygtige akademikere, vi ikke kan undvære, og vi har gode specialister. Vi er ikke DJØF-dræbere, vi skal bare skære det overflødige fedt væk, siger Rand.

Rand understreger, at formålet med en sådan gennemgang ikke er at angribe de ansatte, men at sikre, at ressourcerne bliver brugt på den mest effektive måde, så kommunen kan levere den bedst mulige service til borgerne.

Frasalg af kommunale ejendomme og gældsafvikling

Et andet område, hvor Poul Rand ser potentiale for forbedringer, er i kommunens håndtering af ejendomsporteføljen.

– Vi har en ældre bygningsmasse i byen. De står foran større renoveringer snart. Det er en gang lort, kommunen ejer. Sælger man den masse, så kan man lease sig ind i dem og sætte dem i stand på en anden regning. Hvad skal vi også eje MesseC-bygningen for? Der kommer også vedligeholdelse på Kulturkasernen. Min mening er derfor, at vi skal frasælge det, vi kan, siger Rand.

Han fremhæver også kommunens gæld som et problem, der skal adresseres.

– Kommunen er også stadig gældssat. Det er ikke gratis at låne penge. Vi skal derfor have en plan om at afvikle den. Den er nok på lidt under 400 millioner kroner nu. Jeg vil gerne se en handlingsplan for at afvikle gælden, siger Rand.

Rand mener, at en kombination af frasalg af ejendomme og en strømlining af den kommunale organisation kan være med til at reducere kommunens gæld og forbedre dens økonomiske situation på lang sigt.

LA er klar til at tage ansvar

Christian Jørgensen afslutter med at udtrykke Liberal Alliances vilje til at tage ansvar for Fredericia Kommunes økonomi, hvis de bliver valgt ind i byrådet ved næste valg.

– Vi glæder os til, at vi skal sidde med ved bordet, når der skal tages ansvar for budget 2026, og vi glæder os til at være med til at tage et økonomisk ansvar, forhåbentligt ud fra en anden politisk magtsituation, end der har været i Fredericia de sidste mange år, slutter Jørgensen.