Søndag den 3. november 2024 blev der spillet topfodbold på Monjasa Park. FC Fredericia tog imod Odense Boldklub i et opgør, der bød på drama, mål og intensitet, hvor Monjasa Park lagde græs til en rekord.

Begge hold gik ind til kampen med høje ambitioner om at fortsætte den positive stime. OB dog med stort forspring i NordicBet Ligaen, men med 3.758 tilskuere på lægterne var stemningen elektrisk fra første fløjt, så måske kunne FC Fredericia give OB kamp til stregen.

Annonce

Kampen blev fløjtet i gang af dommer Jacob Rasmussen. FC Fredericia forsøgte fra førte spark at dominere spillet fra start, men OB var hurtige til at tilpasse sig og kom hurtigt på banen med farlige angreb, men endnu vigtigere for kampens udfald, så var deres defensiv suveræn i dag. Fredericia sad på spillet, men OB var farlige.

Det første mål kom som en overraskelse for hjemmeholdet. I det 8. minut sendte OB’s Max Ejdum bolden i nettet med et flot skud, der snød FC Fredericias keeper, Valdemar Birksø.

Fynboerne tog føringen, og de tilrejsende fans brød ud i jubel. Fredericia forsøgte at svare igen med flere angreb, men det blev aldrig godt, når man nåede den sidst tredjedel af banen. OB’s defensiv stod stærkt, og chancerne blev blokeret. Bjørn Paulsen og Mihajlo Ivancevic styrede den fynske defensivt klogt og kyndigt.

Hjemmeholdet fortsatte dog med at presse på. Gustav Marcussen var tæt på at udligne, men hans forsøg blev reddet af OB’s norske målmand, Viljar Myhre. Spillet var præget af intense dueller og muligheder for begge hold, men ikke de farlige af slagsen. Derfor formåede ingen at score i denne periode, hvor Fredericia havde bolden mest, men de gode chancer udeblev. Der skulle mere til, hvis hjemmeholdet skulle reducere.

Annonce

FC Fredericia kæmpede for at komme tilbage

Efter pausen så FC Fredericia ud til at være styrket, selvom de 11 startende havde styret spillet mod fynboerne valgte cheftræner Michael Hansen at sætte Agon Mucolli på banen. De første aktioner viste, at det træk måske var det rigtige, når chancerne skulle skabes på den sidste tredjedel af banen. Mucolli bragte uro til OB’s defensiv i en kort perioden.

Forløsningen for hjemmeholdet kom, da Oscar Buch scorede et energimål efter 48 minutter. Et veludført angreb, der involverede Anders Dahl, Oscar Buch og William Madsen. Hjemmeholdet fik ny energi. Men den energieksplosion, som målet skabte, blev hurtigt afblæst.

Fynboerne var hurtige til at genvinde momentum. Kort tid efter udligningen bragte Jakob Bonde OB tilbage i førersædet med et frisparksmål til 2-1. Bonde løftede elegant bolden over FC-muren, hvorefter bolden blev afrettet. Birksø var uden chance. Målet gav udeholdet energi. Imens hjemmeholdet havde siddet suverænt på spillet, så var det nu OB, der øjnede chancen for at lukke FC Fredericia helt ned. I det 58. minut kom OBs William Martin på tavlen med et mål, der gjorde det til 3-1. Den 17-årige fynbo var lige blevet skiftet ind, og han kvitterede straks med et mål.

Fredericia forsøgte at finde løsninger, men OB’s defensiv var for stærk, selvom spillerne kæmpede bravt for at komme tilbage i kampen, var det en umulig kamp mod OB’s forsvars organisering og hurtige kontraangreb.

I de sidste minutter af kampen kom OB endnu engang på måltavlen med et fjerde mål, der blev scoret af Max Fenger. 1-4 stod der på måltavlen i Fredericia. Det var en skuffende eftermiddag for FC Fredericia, der havde haft bolden mest, men effektiviteten og kynismen manglede. Omvendt kunne man tydeligt se, at spillerne kan spille op mod rækkens bedste hold, selvom resultatet fortæller en anden historie.

OB fortsætter kursen tilbage mod Superligaen, og står i næste kamp overfor AC Horsens, imens FC Fredericia fredag skal i kamp mod B.93.

Fredericia spillede flot, men var ikke kyniske nok. OB’s angreb scorede fire mål, men det var OB’s forsvar, der sejrede i dag.